Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed § 220
§ 220. Et forsikringsselskab, der ønsker at etablere en filial i et andet land, skal meddele dette til Finanstilsynet sammen med følgende oplysninger om filialen:
-
I hvilket land filialen ønskes etableret,
-
en beskrivelse af filialens virksomhed, herunder oplysninger om organisation, og de planlagte aktiviteter,
-
filialens adresse og
-
navnet på filialens generalagent.
Stk. 2. Ved etablering af en filial i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som har gennemført Rådets 3. skadesforsikringsdirektiv og 3. livsforsikringsdirektiv, videresender Finanstilsynet de i stk. 1 nævnte oplysninger og et solvenscertifikat til tilsynsmyndighederne i værtslandet senest 3 måneder efter modtagelsen af oplysningerne og underretter forsikringsselskabet herom. Samtidig fremsendes erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af forsikringsselskabets koncession.
Stk. 3. Finanstilsynet kan undlade at fremsende de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger, hvis der er grund til at betvivle, at forsikringsselskabets administrative struktur og finansielle situation er forsvarlig som grundlag for den påtænkte etablering. Finanstilsynet giver forsikringsselskabet meddelelse herom senest 3 måneder fra modtagelsen af de i stk. 1 nævnte oplysninger.
Stk. 4. Forsikringsselskabet er forpligtet til at meddele Finanstilsynet enhver ændring i de i stk. 1 nævnte forhold. Forsikringsselskabet skal også orientere værtslandets tilsynsmyndigheder om ændringer i de i stk. 1 nævnte forhold, såfremt værtslandet er et land inden for Den Europæiske Union eller lande, som har gennemført Rådets 3. skadesforsikringsdirektiv og 3. livsforsikringsdirektiv. Meddelelsen skal være modtaget senest 1 måned, før ændringen foretages.
Stk. 5. Et forsikringsselskab, der ønsker at udøve virksomhed i form af grænseoverskridende tjenesteydelser i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som har gennemført Rådets 3. skadesforsikringsdirektiv og 3. livsforsikringsdirektiv, skal give Finanstilsynet meddelelse herom med angivelse af, i hvilket land virksomhed ønskes påbegyndt, og en angivelse af de forsikringsklasser, grupper af klasser og eventuelt accessoriske risici, der ønskes udøvet.
Stk. 6. Finanstilsynet videregiver den i stk. 5 nævnte meddelelse og et solvenscertifikat samt en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af forsikringsselskabets koncession til tilsynsmyndigheden i værtslandet senest en måned efter modtagelsen af den i stk. 5 nævnte meddelelse.
Kilde: Retsinformation.dk