← Bekendtgørelse af lov om lærlingeforhold (* 0) (* 19) (* 20) (* 21)

§ Bekendtgørelse af lov om lærlingeforhold (* 0) (* 19) (* 20) (* 21) · kapitel 5 af 7

Kapitel V – *Læreforholdets ophør*

LBK nr 128 af 16/03/1987

§ 20. Lærekontrakten bortfalder:

  • a) for så vidt læremesteren måtte afgå ved døden,
  • b) for så vidt læremesterens virksomhed ophæves eller på grund af konkurs eller anden årsag herunder dog ikke lockout, strejke eller tvingende naturforhold - standses for et længere tidsrum end 2 måneder.

Stk. 2. Overtages i de i stk. 1 omhandlede tilfælde læremesterens virksomhed af en anden, uden at forholdet falder ind under § 11 a, og er den pågældende villig og i henhold til § 2 berettiget til at antage lærlingen, kan lærekontrakten dog fortsættes med den pågældende som læremester, for så vidt lærlingen eller, hvis denne er under 18 år, forældremyndighedens indehaver ved påtegning på kontrakten meddeler samtykke hertil. Er lærlingen over 15 år, kræves tillige hans medunderskrift, for så vidt lærlingeuddannelsen først kan være tilendebragt, efter at han er fyldt 18 år.

Stk. 3. Det påhviler i de i stk. 1, b), omhandlede tilfælde og i tilfælde af virksomhedens overdragelse, dog bortset fra de tilfælde, som omhandles i § 11 a, læremesteren at udfolde bestræbelser for, at lærlingens oplæring kan videreføres hos en læremester, der i henhold til § 2 er berettiget til at antage lærlingen. Grov forsømmelse af denne forpligtelse kan medføre erstatningsansvar, jf. § 27.

§ 21. Kontrakten skal hæves af læremesteren, såfremt lærlingen vægrer sig ved at deltage i den i § 13 eller § 17 omhandlede undervisning på en af undervisningsministeren anerkendt faglig skole eller med godkendelse af undervisningsministeren bortvises fra undervisningen.

Stk. 2. Endvidere kan kontrakten hæves af læremesteren:

  • a) i tilfælde af lærlingens sygdom overensstemmende med reglerne i § 9,
  • b) når lærlingen gør sig skyldig i væsentlige brud på de ham ifølge lærlingeforholdet påhvilende pligter, herunder i lydighedsnægtelse over for læremesteren,
  • c) når lærlingen idømmes fængselsstraf, arbejdshus eller sikkerhedsforvaring for en forsætlig lovovertrædelse.

Stk. 3. De under stk. 2, b) og c), nævnte forhold skal dog ikke berettige læremesteren til at hæve kontrakten, når han ikke inden 3 måneder efter, at han fik kundskab om forholdet, benytter sig af sin ret til at ophæve kontrakten.

§ 22. Kontrakten kan hæves af lærlingen, for så vidt han er fyldt 18 år, og ellers af forældremyndighedens indehaver på hans vegne:

  • a) når læremesteren idømmes fængselsstraf, arbejdshus eller sikkerhedsforvaring for en forsætlig lovovertrædelse,
  • b) når læremesteren gør sig skyldig i væsentligt brud på sine forpligtelser mod lærlingen,
  • c) når læremesteren ikke - i det omfang hvori det efter en almindelig opfattelse må anses for rimeligt - våger over lærlingens opførsel og sædelige forhold og værner ham mod umoralsk påvirkning,
  • d) i tilfælde af, at læremesterens virksomhed flyttes til en anden kommune og afstanden fra lærlingens bopæl derved forøges med mere end 6 km; det samme gælder i tilfælde af tilsvarende flytning af læremesterens bopæl, for så vidt lærlingen har kost og logi hos læremesteren,
  • e) når lærlingens hjem flyttes til en anden kommune og afstanden til lærestedet derved forøges med mere end 6 km,
  • f) når læremesteren er fraværende fra forretningen i over 3 måneder, uden at lærlingens oplæring varetages af en faglig uddannet person,
  • g) når læremesteren 2 gange i løbet af 10 år ved voldgift, jf. § 27, er idømt erstatning til en lærling for at have ladet det mangle på tilbørlig omhu for lærlingens uddannelse, medmindre lærlingens uddannelse på grund af virksomhedens omfang, eller fordi arbejdsgiveren ikke selv er faglig uddannet, jf. § 2, stk. 1, a), har måttet betros en i virksomheden ansat person,
  • h) når lærlingen ved sygdom eller af anden grund mister den evne til at opnå uddannelse i faget, hvoraf han ved kontraktens indgåelse var i besiddelse, eller når lærlingens fortsatte uddannelse i faget efter lægens skøn medfører fare for hans liv eller helbred,
  • i) når et fagligt udvalg i medfør af § 24, stk. 7, 2. punktum, har udtalt sig for en ophævelse af læreforholdet.

Stk. 2. De under stk. 1, a)-e) og g), nævnte forhold skal dog ikke berettige til ophævelse af lærekontrakten, når retten til at hæve kontrakten ikke benyttes inden 3 måneder, efter at lærlingen, for så vidt han er fyldt 18 år, og ellers forældremyndighedens indehaver fik kundskab om forholdet.

Stk. 3. I de i stk. 1, d) og e), omhandlede tilfælde kan undervisningsministeren træffe bestemmelse om, at flere kommuner i denne henseende regnes for een kommune.

§ 23. Uden for de i §§ 21 og 22 nævnte tilfælde kan såvel læremesteren som lærlingen, for så vidt han er fyldt 18 år, og ellers forældremyndighedens indehaver på hans vegne hæve lærekontraktenefter at have udredet den af voldgiftsretten fastsatte erstatning,jf. § 27. Hvis lærlingen er umyndig, kan sådan ophævelse af lærekontrakten fra hans side dog kun ske med tiltrædelse af værgen.

Stk. 2. En aftale mellem parterne om ophævelse af en lærekontrakt er ikke gyldig uden det faglige udvalgs godkendelse, såfremt lærlingen fortsat beskæftiges hos læremesteren med fagligt arbejde, der kræver oprettelse af lærekontrakt, jf. § 1, stk. 4.