§ Bekendtgørelse af lov om lærlingeforhold (* 0) (* 19) (* 20) (* 21) · kapitel 4 af 7
Kapitel IV – *Lærlinges uddannelse inden for butiks-, handels- og*
LBK nr 128 af 16/03/1987
kontorvirksomhed
§ 16. Læretiden skal anvendes således, at lærlingen lærer det fag, hvori han er antaget til oplæring, så fuldstændigt som muligt. Læremesteren er herunder forpligtet til at følge de i overensstemmelse med bestemmelsen i § 24, stk. 5, fastsatte regler for uddannelsen inden for faget.
Stk. 2. Efter læretidens udløb skal læremesteren i overensstemmelse med derom af undervisningsministeren fastsatte forskrifter meddele lærlingen et lærebrev indeholdende bevidnelse af, hvor længe han har stået i lære, og om han har opnået duelighed i sit fag. Lærebrev må ikke udleveres lærlingen, forinden denne har bestået handelsmedhjælpereksamen eller en tilsvarende eller mere omfattende prøve, jf. dog § 17, stk. 4, 3. punktum.
Stk. 3. For så vidt der i medfør af bestemmelsen i § 19 godkendes en fagprøve for vedkommende fag, skal lærlingen ved læretidens udløb aflægge en sådan prøve. Undervisningsministeren kan dog efter indhentet erklæring fra vedkommende faglige udvalg og Lærlingerådet bestemme, at fagprøve ikke skal aflægges af lærlinge, der her eller i udlandet har bestået en tilsvarende eller mere omfattende prøve.Efter bestået prøve udfærdiges der bevis herfor i overensstemmelsemed derom af undervisningsministeren fastsatte forskrifter. Vægrer lærlingen sig ved at aflægge prøven, eller består han ikke denne,skal læremesteren udfærdige en attest, som alene må indeholde oplysning om, hvor længe lærlingen har stået i lære, og hvoraf det fremgår, at prøve ikke er aflagt. Attesten udfærdiges i overensstemmelse med derom af undervisningsministeren fastsatte forskrifter.
Stk. 4. Har læremesteren ladet det mangle på tilbørlig omhu for lærlingens uddannelse, og er dette grunden til, at lærlingen ikke ved læretidens udløb kan erhverve lærebrev med bevidnelse om duelighed i henhold til stk. 2 eller er i stand til at bestå eventuel fagprøve, jf. stk. 3, er læremesteren forpligtet til at give lærlingen erstatning efter voldgiftsrettens skøn, jf. § 27.
Stk. 5. Såfremt læreforholdet ikke føres til ende, er lærlingen berettiget til af læremesteren at forlange en skriftlig bevidnelse angående læreforholdets varighed. Det samme gælder i det i stk. 2, 2. punktum, nævnte tilfælde. Bevidnelsen udfærdiges i overensstemmelse med derom af undervisningsministeren fastsatte forskrifter.
Stk. 6. Har læremesteren i de i stk. 2, 3 og 5 nævnte tilfælde afgivet en vitterlig urigtig erklæring, ifalder han herfor straf efter straffelovens § 162.
Stk. 7. Så snart et læreforhold er blevet afsluttet eller afbrudt, skal der gives indberetning herom til vedkommende offentlige arbejdsanvisningskontor (* 1). Indberetningspligten påhviler:
- a) i de i stk. 2, 3 og 5 omhandlede tilfælde læremesteren,
- b) i de tilfælde, hvor en kontrakt ophæves ved voldgift, jf. § 27, alene vedkommende voldgiftsret.
Efter stedfundet gennemsyn skal vedkommende offentlige arbejdsanvisningskontor videresende de pågældende indberetninger til vedkommende faglige udvalg. Undervisningsministeren fastsætter nærmere forskrifter for indberetningerne.
§ 17. Enhver læremester skal holde lærlingen til at deltage i den for faget godkendte undervisning i en af undervisningsministeren anerkendt faglig skole, for så vidt den pågældende ikke i forvejen har gennemgået tilsvarende uddannelse. Det påhviler forældre eller værge over for lærlingen at støtte læremesteren i opfyldelsen af denne forpligtelse. Lærlingen skal deltage i undervisningen på den lærestedet eller lærlingens bopæl nærmest liggende skole, hvor den for faget godkendte undervisning gives, medmindre en anden ordning tiltrædes af undervisningsministeren.
Stk. 2. Efter forhandling med vedkommende faglige udvalg udarbejder undervisningsministeren i samråd med Erhvervsuddannelsesrådet planer for den i stk. 1 omhandlede undervisning. (* 12) Undervisningen kan omfatte medborgerkundskab. For så vidt undervisningsministeren efter indhentet erklæring fra det faglige udvalg og Erhvervsuddannelsesrådet kan godkende undervisningsplanen og forholdene i øvrigt tillader det, kan lærlingen vælge at tage undervisning i de almendannende fag regning, skrivning og medborgerkundskab helt eller delvis på de i henhold til ungdomsskoleloven (* 8) godkendte ungdoms- eller aftenskoler eller på de bestående handelsskoler.
Stk. 3. Inden for de første 8 år efter lovens ikrafttræden (* 9) bestemmer vedkommende faglige udvalg efter forhandling med undervisningsministeren, om undervisningen skal tilrettelægges som dag- eller aftenundervisning eller som kombineret dag- og aftenundervisning. Efter 8 års forløb indføres - bortset fra den i stk. 2, sidste punktum, omhandlede undervisning - på grundlag af de indvundne erfaringer obligatorisk dagundervisning, medmindre nedenstående undtagelsesregler bringes i anvendelse. Når der for et fag eller stedligt område måtte vise sig sådanne praktiske eller økonomiske vanskeligheder ved etablering af dagundervisning, at det skønnes, at undervisningen inden for det pågældende fag eller område må gives som aftenundervisning, meddeler undervisningsministeren efter indhentet erklæring fra det faglige udvalg og Lærlingerådet tilladelse hertil for et nærmere bestemt tidsrum. Dagskoleundervisningen skal slutte senest kl. 18, aftenundervisning senest kl. 20. Såfremt en lærling deltager i aftenundervisning, har læremesteren pligt til uden afkortning af den for lærlingen fastsatte løn at give lærlingen fornøden frihed til spisning, omklædning og lignende inden skoletidens begyndelse. En lærling har, uanset at han deltager i undervisningen inden for normal arbejdstid, krav på den i overensstemmelse med § 4, fastsatte løn.
Stk. 4. Lærlingen er ikke pligtig at deltage i undervisningen under ferie. Endvidere kan undervisningsministeren i ganske særlige tilfælde, når vedkommende faglige udvalg og Lærlingerådet anbefaler dette, fritage en lærling helt eller delvis for at deltage i undervisningen. Ved en sådan fritagelse kan undervisningsministeren tillade, at der uanset bestemmelsen i § 16, stk. 2, 2. punktum, udleveres lærlingen et lærebrev, hvoraf det fremgår, at eksamen ikke er bestået.
Stk. 5. Skolen giver ved udskrivningen lærlingen et bevis for den undervisning, som lærlingen har gennemgået.
Stk. 6. Staten kan inden for et årligt fastsat beløb yde tilskud til nedbringelse af befordringsudgifter i forbindelse med skoleophold for lærlinge, der har særlig store befordringsudgifter. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler herom samt om ordningens administration. Undervisningsministeren kan herunder bestemme, at afgørelser om tilskud træffes af skolerne, og at afgørelserne ikke kan påklages.
Stk. 7. Rammes en af denne lov omfattet lærling af et ulykkestilfælde under et af de heromhandlede skoleophold, henhører ulykkestilfældet under den læremesteren i henhold til ulykkesforsikringslovgivningen (* 10) påhvilende risiko.
§ 18. Den normale ugentlige arbejstid for lærlinge må ikke overstige den sædvanlig gældende arbejdstid inden for vedkommende fag, faglige område eller virksomhed.
Stk. 2. For lærlinge, der går på dagskole, jf. § 17, stk. 3, regnes skoletiden med i den i stk. 1 nævnte arbejdstid.
Stk. 3. For lærlinge, der deltager i aftenundervisning eller kombineret dag- og aftenundervisning, medregnes den fornødne frihed, der gives lærlingen inden for normal arbejdstid for at deltage i undervisningen, til den i stk. 1 omhandlede arbejdstid.
§ 19. For så vidt der i vedkommende faglige udvalg er enighed om, at fagets lærlinge ved læretidens udløb skal aflægge fagprøve, jf. § 16, stk. 3, kan undervisningsministeren godkende en sådan prøve. De nærmere regler for prøvens afholdelse, herunder om kravene ved denne, fastsættes af undervisningsministeren efter indhentet erklæring fra det faglige udvalg og Lærlingerådet. De med prøvens afholdelse forbundne almindelige administrationsudgifter m.v. afholdes af de respektive arbejdsgiver- og arbejderorganisationer.