← Lov om sikkerhed og beredskab i telesektoren

§ Lov om sikkerhed og beredskab i telesektoren · kapitel 18 af 20

Kapitel 8 – Videregivelse af oplysninger, gensidig bistand, gennemførelsesretsakter, digital kommunikation m.v.

LOV nr 435 af 06/05/2025

§ 26. De forpligtelser, der er fastsat i denne lov eller i regler udstedt i medfør af loven, omfatter ikke meddelelse af oplysninger, hvis videregivelse ville stride mod væsentlige interesser af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige sikkerhed eller rigets forsvar.

Stk. 2. Oplysninger, der modtages eller hidrører fra myndigheder i andre EU-medlemsstater, behandles som fortrolige, såfremt den afgivende myndighed betragter oplysningerne som fortrolige i henhold til EU-regler eller nationale regler.

§ 27. Styrelsen for Samfundssikkerhed kan hos væsentlige og vigtige teleudbydere indsamle oplysninger med henblik på at videregive disse til Europa-Kommissionen, Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed eller nationale tilsynsmyndigheder i andre EU-medlemsstater, i det omfang det er nødvendigt for, at disse kan opfylde deres opgaver i forhold til traktatmæssige forpligtelser eller forpligtelser i henhold til den gældende EU-ret.

Stk. 2. Styrelsen for Samfundssikkerhed orienterer de væsentlige og vigtige teleudbydere, som der er indsamlet oplysninger fra efter stk. 1, forud for videregivelse af oplysningerne til Europa-Kommissionen, Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed eller nationale tilsynsmyndigheder i andre EU-medlemsstater.

§ 28. Hvor en væsentlig eller vigtig teleudbyder leverer tjenester i mere end én medlemsstat i Den Europæiske Union, eller hvor udbyderen leverer tjenester i en eller flere medlemsstater og udbyderens net- og informationssystemer er beliggende i en eller flere andre medlemsstater, samarbejder Styrelsen for Samfundssikkerhed med de andre medlemsstaters kompetente myndigheder i relevant omfang. Samarbejdet indebærer følgende:

  1. Styrelsen for Samfundssikkerhed underretter de kompetente myndigheder i relevante medlemsstater om tilsyns- og håndhævelsesforanstaltninger iværksat over for teleudbydere i Danmark.

  2. Styrelsen for Samfundssikkerhed kan anmode en anden medlemsstats kompetente myndigheder om at anvende tilsyns- og håndhævelsesforanstaltninger.

  3. Styrelsen for Samfundssikkerhed yder i rimeligt omfang bistand til en anden medlemsstats kompetente myndighed efter modtagelse af en begrundet anmodning om at anvende tilsyns- og håndhævelsesforanstaltninger.

Stk. 2. Styrelsen for Samfundssikkerhed kan efter nærmere aftale gennemføre fælles tilsynstiltag med kompetente myndigheder fra andre medlemsstater i Den Europæiske Union.

§ 29. Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab kan fastsætte regler, som er nødvendige for at gennemføre retsakter udstedt af Europa-Kommissionen i medfør af NIS 2-direktivet.

§ 30. Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab kan fastsætte regler om digital kommunikation, herunder om anvendelsen af bestemte it-systemer og særlige digitale formater samt digital signatur el.lign.