Lov om sikkerhed og beredskab i telesektoren § 28

§ 28. Hvor en væsentlig eller vigtig teleudbyder leverer tjenester i mere end én medlemsstat i Den Europæiske Union, eller hvor udbyderen leverer tjenester i en eller flere medlemsstater og udbyderens net- og informationssystemer er beliggende i en eller flere andre medlemsstater, samarbejder Styrelsen for Samfundssikkerhed med de andre medlemsstaters kompetente myndigheder i relevant omfang. Samarbejdet indebærer følgende:

  1. Styrelsen for Samfundssikkerhed underretter de kompetente myndigheder i relevante medlemsstater om tilsyns- og håndhævelsesforanstaltninger iværksat over for teleudbydere i Danmark.

  2. Styrelsen for Samfundssikkerhed kan anmode en anden medlemsstats kompetente myndigheder om at anvende tilsyns- og håndhævelsesforanstaltninger.

  3. Styrelsen for Samfundssikkerhed yder i rimeligt omfang bistand til en anden medlemsstats kompetente myndighed efter modtagelse af en begrundet anmodning om at anvende tilsyns- og håndhævelsesforanstaltninger.

Stk. 2. Styrelsen for Samfundssikkerhed kan efter nærmere aftale gennemføre fælles tilsynstiltag med kompetente myndigheder fra andre medlemsstater i Den Europæiske Union.

Kilde: Retsinformation.dk