§ Lov om styrket beredskab i energisektoren · kapitel 27 af 32
Kapitel 11 – Klageadgang og domstolsprøvelse m.v.
LOV nr 258 af 06/03/2025
§ 31. Energiklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet af klima-, energi- og forsyningsministeren eller anden statslig myndighed efter denne lov eller regler udstedt i medfør af loven.
Stk. 2. Afgørelser nævnt i stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed end Energiklagenævnet. Afgørelserne kan ikke indbringes for domstolene, før den endelige administrative afgørelse foreligger, jf. dog § 23, stk. 3.
Stk. 3. Klage efter stk. 1 skal være indgivet skriftligt til Energiklagenævnet, inden 4 uger fra tidspunktet, hvor afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort, regnes fristen dog fra offentliggørelsen. Udløber klagefristen på en lørdag, søndag eller helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.
Stk. 4. Søgsmål til prøvelse af afgørelser truffet af Energiklagenævnet efter loven eller regler udstedt i medfør af loven skal være anlagt, inden 6 måneder efter at afgørelsen er meddelt den pågældende. Er afgørelsen offentliggjort, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen.
Stk. 5. Energiklagenævnet kan i forbindelse med behandling af en klage indhente oplysninger, der er nødvendige for behandling af klagen, fra virksomheder omfattet af loven og myndigheder, der træffer afgørelse efter loven eller regler udstedt i medfør af loven.
§ 32. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser, der efter loven eller regler udstedt i medfør af loven træffes af klima-, energi- og forsyningsministeren, herunder at visse afgørelser ikke skal kunne indbringes for Energiklagenævnet.
§ 33. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan bemyndige en institution eller en anden myndighed oprettet under ministeriet til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.
§ 34. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler med henblik på at gennemføre eller anvende internationale konventioner og EU-regler om forhold, der er omfattet af denne lov, herunder forordninger, direktiver og beslutninger om beredskab og beskyttelse af energiinfrastruktur på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone.
§ 35. Klima-, energi- og forsyningsministeren og Energinet kan fra virksomheder omfattet af loven indhente oplysninger, der er nødvendige for varetagelsen af deres opgaver efter loven, efter bestemmelser fastsat i medfør af loven eller efter EU-retsakter eller internationale forpligtelser om forhold omfattet af loven.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at virksomheder omfattet af loven skal registrere sig, og om, hvilke oplysninger virksomheder i den forbindelse skal give, herunder oplysninger om følgende:
-
Virksomhedens navn.
-
Virksomhedens adresse og ajourførte kontaktoplysninger, herunder e-mailadresser, ip-intervaller og telefonnumre.
-
Den relevante sektor og delsektor, som virksomheden er omfattet af.
-
De medlemsstater i Den Europæiske Union, hvor virksomheden leverer tjenester.