← Lov om styrket beredskab i energisektoren

§ Lov om styrket beredskab i energisektoren · kapitel 26 af 32

Kapitel 10 – Fortrolighed, udveksling af oplysninger og digital kommunikation

LOV nr 258 af 06/03/2025

§ 26. Informationer om sikkerhedsgodkendelse og baggrundskontrol samt forhold vedrørende organisatorisk beredskab, fysisk sikring og cybersikkerhed i virksomheder, der er omfattet af loven, eller informationer om energisektoren generelt, som udarbejdes i medfør af denne lov, er fortrolige i følgende tilfælde:

  1. Informationerne indgår i vurderingen af sikkerhedsgodkendelser.

  2. Informationerne indgår i vurderingen af baggrundskontrol.

  3. Informationerne er væsentlige af hensyn til driften af virksomheden.

  4. Informationerne er væsentlige af hensyn til driften af andre virksomheder omfattet af loven.

  5. Informationerne er væsentlige af hensyn til driften af energiforsyningen lokalt, regionalt, nationalt eller på europæisk niveau.

Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om, hvordan virksomheder og myndigheder behandler informationer som nævnt i stk. 1.

§ 27. Underretning efter § 15 er undtaget fra aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen og partsaktindsigt efter forvaltningsloven.

§ 28. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og andre relevante myndigheder kan videregive oplysninger til andre medlemsstaters myndigheder og til institutioner i Den Europæiske Union for at varetage myndighedsopgaver i medfør af denne lov, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om foranstaltninger til sikring af et højt fælles cybersikkerhedsniveau i hele Unionen og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om kritiske enheders modstandsdygtighed.

§ 29. De forpligtelser, der er fastsat i denne lov eller i regler udstedt i medfør af loven, omfatter ikke meddelelse af oplysninger, når videregivelse ville stride mod væsentlige interesser af hensyn til national sikkerhed, offentlig sikkerhed eller forsvar.

Stk. 2. Oplysninger, der modtages eller hidrører fra myndigheder i andre EU-medlemsstater, behandles som fortrolige, såfremt den afgivende myndighed betragter oplysningerne som fortrolige i henhold til EU-regler eller nationale regler.

§ 30. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om digital kommunikation, herunder om anvendelsen af bestemte it-systemer og særlige digitale formater samt digital signatur el.lign.