← Lov om bistand til Europa-Kommissionen i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om udenlandske subsidier, der fordrejer det indre marked

§ Lov om bistand til Europa-Kommissionen i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om udenlandske subsidier, der fordrejer det indre marked · kapitel 11 af 17

KAPITEL I – ALMINDELIGE BESTEMMELSER

LOV nr 1645 af 30/12/2024

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

  1.  Formålet med denne forordning er at bidrage til et velfungerende indre marked ved at fastlægge en harmoniseret ramme for imødegåelse af fordrejninger som direkte eller indirekte følge af udenlandske subsidier med henblik på at sikre lige konkurrencevilkår. Ved denne forordning fastsættes der regler og procedurer for undersøgelse af udenlandske subsidier, der fordrejer det indre marked, og for afhjælpning af sådanne fordrejninger. Disse fordrejninger kan opstå i forbindelse med enhver økonomisk aktivitet, navnlig fusioner og virksomhedssammenlægninger samt offentlige udbudsprocedurer.

  2.  Denne forordning vedrører udenlandske subsidier ydet til en virksomhed, herunder en offentlig virksomhed, der direkte eller indirekte kontrolleres af staten, der udøver en økonomisk aktivitet i det indre marked. Blandt andet anses en virksomhed, der erhverver kontrol over eller sammensmeltes med en virksomhed, der er etableret i Unionen, eller en virksomhed, der deltager i en offentlig udbudsprocedure i Unionen, for at udøve en økonomisk aktivitet i det indre marked.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

  1. »en virksomhed«: i forbindelse med offentlige udbudsprocedurer, den »økonomiske aktør« som defineret i artikel 1, nr. 14), i direktiv 2009/81/EF, artikel 5, nr. 2), i direktiv 2014/23/EU, artikel 2, stk. 1, nr. 10), i direktiv 2014/24/EU og artikel 2, nr. 6), i direktiv 2014/25/EU

  2. »kontrakt«: i forbindelse med offentlige udbudsprocedurer, medmindre andet er angivet, en »offentlig kontrakt« som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 5), i direktiv 2014/24/EU, en »kontrakt« som defineret i artikel 1, nr. 2), i direktiv 2009/81/EF og »vareindkøbs-, bygge- og anlægs- og tjenesteydelseskontrakter« som defineret i artikel 2, nr. 1) i direktiv 2014/25/EU samt »koncession« som defineret i artikel 5, nr. 1), i direktiv 2014/23/EU

  3. »en offentlig udbudsprocedure«:

a) enhver tildelingsprocedure, der er omfattet af direktiv 2014/24/EU med henblik på indgåelse af en offentlig kontrakt eller direktiv 2014/25/EU med henblik på indgåelse af en vareindkøbs-, bygge- og anlægs- og tjenesteydelseskontrakt

b) en procedure med henblik på tildeling af en koncession på bygge- og anlægsarbejder eller på tjenesteydelser, som er omfattet af direktiv 2014/23/EU

c) procedurer for tildeling af kontrakter, der falder ind under direktiv 2009/81/EF, medmindre medlemsstaterne har undtaget dem på grundlag af artikel 346 i TEUF

d) procedurer med henblik på tildeling af kontrakter som omhandlet i artikel 10, stk. 4, litra a), i direktiv 2014/23/EU, artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2014/24/EU eller artikel 20, stk. 1, litra a), i direktiv 2014/25/EU

  1. »ordregivende myndighed«: i forbindelse med offentlige udbudsprocedurer, en ordregivende myndighed som defineret i artikel 1, nr. 17) i direktiv 2009/81/EF, artikel 6 i direktiv 2014/23/EU, artikel 2, stk. 1, nr. 1), i direktiv 2014/24/EU, og artikel 3 i direktiv 2014/25/EU

  2. »ordregivende enhed«: i forbindelse med offentlige udbudsprocedurer, en ordregivende enhed som defineret i artikel 1, nr. 17) i direktiv 2009/81/EF, artikel 7 i direktiv 2014/23/EU og artikel 4 i direktiv 2014/25/EU

  3. »trinvis procedure«: en offentlig udbudsprocedure i overensstemmelse med artikel 28-32 i direktiv 2014/24/EU og artikel 46-52 i direktiv 2014/25/EU, enten det begrænsede udbud, et udbud med forhandling, et udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse, en konkurrencepræget dialog eller et innovationspartnerskab, eller en tilsvarende procedure i overensstemmelse med direktiv 2014/23/EU.

Artikel 3

Forekomst af udenlandske subsidier

  1. Med henblik på denne forordning anses der at foreligge udenlandske subsidier, når et tredjeland direkte eller indirekte yder et finansielt bidrag, der medfører en fordel for en virksomhed, som udøver en økonomisk aktivitet i det indre marked, og når dette bidrag retligt eller faktisk er begrænset til én eller til flere virksomheder eller industrier.

  2. Med henblik på denne forordning omfatter et finansielt bidrag, bl.a.:

a) overførsel af midler eller forpligtelser (såsom kapitaltilførsler, tilskud, lån, lånegarantier, skattemæssige incitamenter, dækning af driftstab, kompensation for finansielle byrder pålagt af de offentlige myndigheder, gældseftergivelse, konvertering af gæld til egenkapital eller gældsomlægning)

b) afkald på indtægter, der ellers er forfaldne, såsom skattefritagelser eller tildeling af særlige eller eksklusive rettigheder til en virksomhed uden et passende vederlagsbeløb, eller

c) levering af varer eller tjenesteydelser eller køb af varer eller tjenesteydelser.

Et finansielt bidrag fra et tredjeland omfatter et finansielt bidrag ydet af:

a) centralregeringen og offentlige myndigheder på alle øvrige niveauer

b) en udenlandsk offentlig enhed, hvis tiltag kan tilskrives tredjelandet, under hensyntagen til faktorer såsom enhedens karakteristika og de gældende retlige og økonomiske forhold i den stat, hvor enheden opererer, herunder regeringens rolle i økonomien, eller

c) en privat enhed, hvis tiltag kan tilskrives tredjelandet, under hensyntagen til alle relevante omstændigheder.

Artikel 4

Fordrejninger i det indre marked

  1. Der anses at foreligge en fordrejning i det indre marked, når det er sandsynligt, at udenlandske subsidier kan forbedre en virksomheds konkurrencemæssige stilling i det indre marked, og når disse udenlandske subsidier dermed faktisk eller potentielt indvirker negativt på konkurrencen i det indre marked. Foreliggelsen af en fordrejning i det indre marked fastslås på grundlag af indikatorer, som navnlig kan omfatte følgende:

a) de udenlandske subsidiers størrelse

b) de udenlandske subsidiers karakter

c) situationen for den berørte virksomhed, herunder dens størrelse, og de berørte markeder eller sektorer

d) den berørte virksomheds økonomiske aktivitetsniveau og -udvikling i det indre marked

e) formålet med og betingelserne for de udenlandske subsidier samt anvendelsen heraf i det indre marked.

  1. Det anses for usandsynligt, at udenlandske subsidier til en virksomhed vil fordreje det indre marked, hvis deres samlede beløb ikke overstiger 4 mio. EUR i en sammenhængende periode på tre år.

  2. Udenlandske subsidier til en virksomhed anses ikke for at fordreje det indre marked, hvis deres samlede beløb ikke overstiger de minimis-støtten som defineret i artikel 3, stk. 2, første afsnit, i forordning (EU) nr. 1407/2013 pr. tredjeland i en sammenhængende periode på tre år.

  3. Udenlandske subsidier kan anses for ikke at fordreje det indre marked, i det omfang de har til formål at råde bod på skader som følge af naturkatastrofer eller andre usædvanlige begivenheder.

Artikel 5

Kategorier af udenlandske subsidier, der med størst sandsynlighed fordrejer det indre marked

  1. Udenlandske subsidier fordrejer med størst sandsynlighed det indre marked, hvis de tilhører en af følgende kategorier:

a) udenlandske subsidier til en nødlidende virksomhed, nemlig en virksomhed, der sandsynligvis vil lukke på kort eller mellemlang sigt, medmindre der foreligger en omstruktureringsplan, der kan føre til langsigtet levedygtighed for virksomheden, og som inkluderer et betydeligt bidrag fra virksomheden selv

b) udenlandske subsidier i form af en ubegrænset garanti for virksomhedens gæld eller forpligtelser, nemlig uden nogen begrænsning med hensyn til garantiens størrelse eller varighed

c) eksportfinansieringsforanstaltninger, som ikke er i overensstemmelse med OECD-arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter

d) udenlandske subsidier, der direkte muliggør en fusion

e) udenlandske subsidier, der gør det muligt for en virksomhed at afgive et uberettiget fordelagtigt tilbud, der kan danne grundlag for tildeling af den relevante kontrakt til virksomheden.

  1. En virksomhed, der undersøges, skal have mulighed for at forelægge relevante oplysninger om, hvorvidt udenlandske subsidier, der henhører under en af de i stk. 1 fastsatte kategorier, fordrejer det indre marked under de konkrete omstændigheder i sagen.

Artikel 6

Afvejningstest

  1. Kommissionen kan på grundlag af de modtagne oplysninger afveje de udenlandske subsidiers negative virkninger i form af fordrejning i det indre marked, jf. artikel 4 og 5, i forhold til deres positive indvirkning på, hvordan den pågældende subsidierede økonomiske aktivitet udvikler sig i det indre marked, samtidig med at den tager de udenlandske subsidiers øvrige positive virkninger i betragtning, såsom de bredere positive virkninger i forhold til de relevante politiske mål, navnlig Unionens.

  2. Kommissionen tager den i stk. 1 beskrevne vurdering i betragtning, når den træffer afgørelse om, hvorvidt der skal pålægges afhjælpende foranstaltninger eller accepteres tilsagn, samt hvilken karakter og hvilket omfang disse afhjælpende foranstaltninger eller tilsagn skal have.

Artikel 7

Tilsagn og afhjælpende foranstaltninger

  1. Kommissionen kan pålægge afhjælpende foranstaltninger med henblik på at afhjælpe den fordrejning i det indre marked, der faktisk eller potentielt forårsages af udenlandske subsidier, medmindre den har accepteret tilsagn, som den virksomhed, der undersøges, har afgivet i henhold til stk. 2.

  2. Kommissionen kan acceptere tilsagn, som den virksomhed, der undersøges, har afgivet, når sådanne tilsagn fuldt ud og effektivt retter op på fordrejningen i det indre marked. Når Kommissionen accepterer sådanne tilsagn, gør den dem bindende for virksomheden, der undersøges, i en afgørelse med tilsagn i overensstemmelse med artikel 11, stk. 3. Virksomhedens overholdelse af de aftalte tilsagn overvåges, hvor det er relevant.

  3. Tilsagn eller afhjælpende foranstaltninger skal stå i et rimeligt forhold til målet og fuldt ud og effektivt afhjælpe den faktiske eller potentielle fordrejning som følge af de udenlandske subsidier i det indre marked.

  4. Tilsagn eller afhjælpende foranstaltninger kan bl.a. bestå af følgende:

a) tilbud om åbning af adgang på fair, rimelige og ikkediskriminerende vilkår til infrastruktur, herunder forskningsfaciliteter, produktionskapaciteter eller væsentlige faciliteter, der er erhvervet med eller understøttet af udenlandske subsidier, der fordrejer det indre marked, medmindre en sådan adgang allerede er fastsat i EU-lovgivningen

b) mindskelse af kapacitet eller markedstilstedeværelse, herunder gennem en midlertidig begrænsning af kommerciel aktivitet

c) afståelse fra bestemte investeringer

d) licensgivning på fair, rimelige og ikkediskriminerende vilkår af aktiver, der er erhvervet eller udviklet ved hjælp af udenlandske subsidier

e) offentliggørelse af resultater inden for forskning og udvikling

f) afhændelse af bestemte aktiver

g) krav om, at virksomhederne skal opløse pågældende fusion

h) tilbagebetaling af de udenlandske subsidier, herunder med passende rentetillæg beregnet i overensstemmelse med metoden i Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004(20)

i) krav om, at de berørte virksomheder skal tilpasse deres ledelsesstruktur.

  1. Kommissionen pålægger, hvor det er relevant, indberetnings- og gennemsigtighedskrav, herunder periodiske indberetninger om gennemførelsen af de tilsagn og afhjælpende foranstaltninger, der er anført i stk. 4.

  2. Hvis den virksomhed, der undersøges, foreslår at tilbagebetale de udenlandske subsidier, herunder et passende rentetillæg, accepterer Kommissionen kun en sådan tilbagebetaling som et tilsagn, hvis den kan sikre sig, at tilbagebetalingen foretages på gennemsigtig, kontrollerbar og effektiv vis, samtidig med at der tages højde for risikoen for omgåelse.

Artikel 8

Oplysninger om fremtidige fusioner og offentlige udbudsprocedurer

I afgørelser, der træffes i henhold til artikel 11, 25 og 31, og, hvor det står i et rimeligt forhold til målet og er nødvendigt, kan det kræves, at den virksomhed, der undersøges, i en begrænset periode underretter Kommissionen om sin deltagelse i fusioner eller offentlige udbudsprocedurer. Dette krav berører ikke anmeldelsespligten i henhold til artikel 21 og 29.