§ Lov om Nimbi Gamelab – Danmarks Institut for Spiludvikling · kapitel 10 af 14
Kapitel 3 – Bestyrelse og direktør
LOV nr 1575 af 16/12/2024
§ 5. Nimbi Gamelab – Danmarks Institut for Spiludvikling ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, som alle udpeges af kulturministeren. Kulturministeren udpeger blandt disse 1 bestyrelsesleder.
Stk. 2. Bestyrelsesmedlemmerne beskikkes for en 4-årig periode. Bestyrelsen beskikkes forskudt, således at henholdsvis 2 og 3 af medlemmerne beskikkes hvert andet år. Et bestyrelsesmedlem kan genbeskikkes for én periode.
Stk. 3. Udtræder et medlem af bestyrelsen inden udløbet af sin beskikkelsesperiode, udpeges et nyt medlem for den resterende del af perioden.
Stk. 4. Ved udpegning af bestyrelsesmedlemmer lægges der vægt på, at mindst 3 af bestyrelsens medlemmer har en særlig indsigt i spilbranchen. Bestyrelsen skal besidde kompetencer inden for ledelse, økonomi, uddannelse, dansk og international kulturpolitik og markedsføring samt viden om digitale spil.
Stk. 5. Bestyrelsen skal udarbejde instituttets vedtægter, som skal godkendes af Kulturministeriet. Ændring af vedtægterne skal godkendes af Kulturministeriet.
Stk. 6. Bestyrelsen kan nedsætte et eksternt panel, der kan bistå ved instituttets vurdering af ansøgninger om tilskud til udvikling og produktion af danske digitale spil.
Stk. 7. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om det eksterne panel, herunder om panelets sammensætning.
§ 6. Bestyrelsen ansætter en direktør for Nimbi Gamelab – Danmarks Institut for Spiludvikling.
Stk. 2. Direktøren varetager ansvaret for den daglige ledelse og drift af instituttet i overensstemmelse med instituttets vedtægter og bestyrelsens instruktioner.
Stk. 3. Direktøren ansætter instituttets øvrige personale.