← Lov om forsøg med personlige borgerstyrede budgetter til socialt udsatte borgere

§ Lov om forsøg med personlige borgerstyrede budgetter til socialt udsatte borgere · kapitel 7 af 8

Kapitel 3 – Refusion af udgifter og skattefrihed m.v.

LOV nr 637 af 18/05/2022

§ 5. Ansøgning om dækning af udgifter indsendes til kommunen af den socialfaglige medarbejder på vegne af den borger, der modtager støtte i henhold til § 3. Kommunen er forpligtet til at dække udgifter i form af træk på det personlige budget, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Kommunen kan afvise at dække udgifterne, hvis borgeren ønsker at anvende det personlige budget til dækning af aktiviteter m.v., der ligger uden for formålet efter § 1.

Stk. 3. Afgørelser efter stk. 1 og 2 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 6. Støtte i form af et personligt budget er skattefri.

Stk. 2. Støtte i form af et personligt budget medregnes ikke ved kommunens beregning af ydelser fra det offentlige, som borgeren i øvrigt modtager.

Stk. 3. Støtte i form af et personligt budget indgår ikke i beregning af borgerens betaling for botilbud efter kapitel 20 i lov om social service, jf. § 163 i lov om social service, og udslusningsboliger efter lov om almene boliger, jf. § 163 a i lov om social service.