← Retsafgiftsloven

§ Retsafgiftsloven · kapitel 23 af 36

Kapitel 5 – Fogedforretninger

LOV nr 425 af 16/03/2021

§ 13. For anmodning om følgende fogedforretninger betales 750 kr.:

  1. Udlæg.

  2. Fuldbyrdelse af domme, retsforlig og voldgiftskendelser, der ikke lyder på penge.

  3. Indsættelses- og udsættelsesforretninger uden sædvanligt eksekutionsgrundlag.

  4. Arrest.

  5. Bistand til opretholdelse af forbud og påbud.

  6. Bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder m.v.

Stk. 2. Når tvangsfuldbyrdelse iværksættes på grundlag af et betalingspåkrav i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., betales ikke afgift efter stk. 1, nr. 1, jf. dog stk. 6.

Stk. 3. Anmodes der straks i tilslutning til en tilbagetagelsesforretning om udlæg efter kreditaftalelovens § 42, betales ikke afgift efter stk. 1, nr. 1, jf. dog stk. 6.

Stk. 4. Angår fogedforretningen samme krav hos flere skyldnere, betales afgift efter stk. 1 for hver skyldner. Dette gælder dog ikke, hvis skyldnerne er samlevende ægtefæller, eller hvor fogedforretningen angår fast ejendom, som tilhører skyldnerne i forening.

Stk. 5. Afgiftspligten efter stk. 1, nr. 1 og 4, bortfalder, hvis fogedretten efter retsplejelovens § 490, stk. 1, afviser at foretage udlægsforretning, eller hvis forretningen afvises efter konkurslovens §§ 12 c, 31 eller 207.

Stk. 6. Der skal betales ny afgift efter stk. 1, når rekvirenten, mere end 1 år efter at afgiftspligt er indtrådt, fremsætter ny anmodning vedrørende kravet over for samme fogedret eller fogedretten i en anden retskreds.

§ 14. Afgiftsfri er fogedforretninger vedrørende:

  1. Bøder, konfiskerede værdier og sagsomkostninger i straffesager, der inddrives af det offentlige.

  2. Afgifter og sagsomkostninger, som det påhviler domstolene at indkræve.

  3. Krav, der tilkommer en part, der er fritaget for betaling af afgifter i medfør af retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 1.

  4. Krav, der tilkommer en part, der har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved fogedsagen, og som opfylder de økonomiske betingelser efter retsplejelovens § 325.

  5. Krav tillagt en statstjenestemand under en af tjenestemanden efter ordre anlagt sag.

  6. Borgerlige krav fastsat under en offentlig straffesag.

  7. Beslaglæggelse i tilknytning til meddelelse af forbud eller påbud, når retten har henvist spørgsmålet om beslaglæggelse til særskilt behandling ved fogedretten.

  8. Afgørelser efter kapitel 2 a i lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige område om, at en udenlandsk retsafgørelse skal anerkendes eller er eksigibel her i landet, eller at et udenlandsk officielt bekræftet dokument eller retsforlig er eksigibelt her i landet.