← Lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler

§ Lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler · kapitel 15 af 24

Kapitel 3 – Arbejdsgivers betaling

LOV nr 58 af 30/01/2018

§ 6. Arbejdsgiveren indbetaler i forbindelse med indberetningen efter § 3 tilgodehavende feriemidler for hver lønmodtager til fonden, medmindre arbejdsgiveren i forbindelse med indberetningen tilkendegiver, at denne ønsker at beholde tilgodehavende feriemidler i virksomheden, indtil de forfalder til betaling efter §§ 8 og 9, jf. dog § 3, stk. 5, 2. pkt.

Stk. 2. En arbejdsgiver, der ikke har indbetalt samtlige tilgodehavende feriemidler til fonden, skal årligt senest den 31. august bekræfte over for fonden, at arbejdsgiveren fortsat vil beholde ikkeforfaldne tilgodehavende feriemidler i virksomheden, jf. stk. 1.

Stk. 3. En arbejdsgiver, der ikke har indbetalt samtlige tilgodehavende feriemidler til fonden, kan til enhver tid frivilligt indbetale en lønmodtagers tilgodehavende feriemidler tillagt de foretagne årlige indekseringer, jf. stk. 4 og § 7.

Stk. 4. Feriemidler, der er indbetalt efter stk. 3, indekseres efter § 7. Indekseringen er forholdsmæssig for perioden fra den seneste indeksering efter § 7 og frem til og med den måned, hvori indbetaling finder sted.

Stk. 5. Ved en arbejdsgivers fulde indbetaling af en lønmodtagers tilgodehavende feriemidler med tillæg af indeksering, jf. stk. 4 og § 7, ophører arbejdsgiverens forpligtelser over for fonden vedrørende den pågældende lønmodtager.

§ 7. Fonden giver arbejdsgiveren meddelelse om størrelsen af indekseringen af de tilgodehavende feriemidler.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren eller den, som beskæftigelsesministeren bemyndiger hertil, fastsætter hvert år senest den 31. maj størrelsen af den indeksering, arbejdsgiverne skal anvende til at regulere de tilgodehavende feriemidler, som arbejdsgiverne skal indbetale til fonden.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om fondens meddelelse til arbejdsgiverne.

§ 8. Fonden træffer hvert år inden udgangen af juli måned afgørelse om, at tilgodehavende feriemidler, som er udbetalt eller skal udbetales til lønmodtageren i perioden fra den 1. marts i afgørelsesåret og frem til udgangen af februar måned i det følgende år, jf. § 15, stk. 1, 1. pkt., skal indbetales af arbejdsgiveren til fonden senest den 1. september i afgørelsesåret, jf. dog § 28, stk. 4. I 2021 træffes endvidere afgørelse om indbetaling af andre tilgodehavende feriemidler, som i medfør af § 15, stk. 1, 1. pkt., jf. § 15, stk. 5, kan kræves udbetalt den 1. oktober 2021.

Stk. 2. Fonden træffer hvert år inden udgangen af juli måned afgørelse om, at tilgodehavende feriemidler, som i perioden fra den 1. marts i det forudgående år og frem til udgangen af februar måned i afgørelsesåret er blevet udbetalt til en lønmodtager efter § 15, stk. 2-4, skal indbetales af arbejdsgiveren til fonden senest den 1. september i afgørelsesåret, jf. dog § 28, stk. 4. I 2021 træffes endvidere afgørelse om indbetaling af tilgodehavende feriemidler, hvorom fonden inden udgangen af februar måned 2021 har bestemt, at der skal ske udbetaling efter § 15, stk. 2-4, den 1. oktober 2021, jf. § 15, stk. 5.

Stk. 3. Fonden træffer hvert år inden udgangen af juli måned afgørelse om, at forholdsmæssig indeksering efter § 6, stk. 4, som vedrører perioden fra den 1. juni i det forudgående år til den 31. maj i afgørelsesåret, skal indbetales af arbejdsgiveren til fonden senest den 1. september i afgørelsesåret.

§ 9. Tilgodehavende feriemidler hos en arbejdsgiver forfalder uanset § 8 til betaling til fonden, senest samtidig med at arbejdsgiverens virksomhed opløses, ophører eller opgiver den tilknytning til Danmark, som udløste de registrerede krav på tilgodehavende feriemidler. Tilgodehavende feriemidler forfalder i øvrigt ved arbejdsgiverens konkurs eller arbejdsgiverens død, såfremt der træffes afgørelse om insolvensbehandling eller boet sluttes ved boudlæg uden skiftebehandling. Arbejdsgiveren skal endvidere indbetale tilgodehavendet ved afvikling af sine aktiviteter.

Stk. 2. I forbindelse med hel eller delvis overdragelse af en virksomhed kan overdrageren og erhververen i fælleskab meddele fonden, at erhververen overtager overdragerens forpligtelse vedrørende tilgodehavende feriemidler over for fonden.

§ 10. Undlader en arbejdsgiver, der ikke har indbetalt tilgodehavende feriemidler, at tilkendegive, at denne ønsker at beholde tilgodehavende feriemidler i virksomheden, jf. § 6, stk. 1, eller at bekræfte, at denne fortsat ønsker at beholde ikkeforfaldne tilgodehavende feriemidler i virksomheden, jf. § 6, stk. 2, skal fonden umiddelbart efter fristen for indberetning, jf. § 3, stk. 1, eller fristen for bekræftelse, jf. § 6, stk. 2, sende en rykkerskrivelse til den pågældende arbejdsgiver. Foreligger der ikke svar inden 4 uger fra modtagelse af rykkerskrivelsen, forfalder samtlige tilgodehavende feriemidler hos arbejdsgiveren, medmindre manglende tilkendegivelse eller rettidig bekræftelse er undskyldelig og uden betydning for udsigten til, at der vil ske betaling. Fonden kan fastsætte en frist for dokumentation heraf. Rykkerskrivelsen kan pålægges gebyr.

Stk. 2. Undlader en arbejdsgiver at indbetale tilgodehavende feriemidler, der er forfaldne, jf. § 3, stk. 5, 2. pkt., § 5, stk. 1, 2. pkt., §§ 8 og 9 og § 10, stk. 1, skal fonden, når dette ikke allerede er sket, sende en rykkerskrivelse til arbejdsgiveren med krav om indbetaling af samtlige tilgodehavende feriemidler inden 4 uger. Kravet om rykkerskrivelse gælder dog ikke ved forfald som følge af arbejdsgiverens konkurs eller arbejdsgiverens død, såfremt der træffes afgørelse om insolvensbehandling, eller hvor boet sluttes ved boudlæg uden skiftebehandling. Rykkerskrivelsen kan pålægges gebyr.

§ 11. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om arbejdsgiveres indbetaling af tilgodehavende feriemidler efter §§ 3, 5, 6 og 8-10, herunder om de oplysninger, der skal ledsage indbetalingen.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om en arbejdsgivers meddelelse til fonden om, at arbejdsgiveren vil beholde ikkeforfaldne tilgodehavende feriemidler i virksomheden, jf. § 6, stk. 1 og 2.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden og vilkårene for sanktioner og håndhævelse i forbindelse med mangelfuld indbetaling af tilgodehavende feriemidler, herunder om, hvornår der foreligger undskyldelighed efter § 10, stk. 1, 2. pkt., og om opkrævning af gebyrer for rykkerskrivelser efter § 10 og niveauet herfor.