← Lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler

§ Lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler · kapitel 14 af 24

Kapitel 2 – Opgørelse og indberetning af tilgodehavende feriemidler

LOV nr 58 af 30/01/2018

§ 2. Feriedage og feriebetaling optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 efter lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015 som ændret ved det samtidig fremsatte forslag til lov om ferie, opgøres for hver enkelt lønmodtager pr. 31. august 2020.

Stk. 2. Feriebetalingen beregnes som feriegodtgørelse med 12,5 pct. af lønnen i optjeningsperioden, jf. § 26 i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015 som ændret ved det samtidig fremsatte forslag til lov om ferie, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3. For en lønmodtager, der er antaget månedsvis eller for længere tid, og som i den periode under ansættelsen, der er nævnt i stk. 1, har haft orlov efter barselsloven, hvor arbejdsgiveren skal betale delvis løn, beregnes feriebetalingen for orlovsperioden på grundlag af lønmodtagerens sædvanlige løn i de seneste 4 uger, hvor fuld løn er udbetalt.

Stk. 4. Har en lønmodtager med ret til ferie med løn ifølge kollektiv aftale krav på pensionsbidrag af feriegodtgørelse ved fratræden, indgår disse midler i opgørelsen efter stk. 1.

§ 3. Der skal for hver enkelt lønmodtager ske indberetning til fonden af tilgodehavende feriemidler opgjort efter § 2 senest den 31. december 2020. Arbejdsgiveren kan ved undskyldelige fejl gøre indsigelse imod indberetningen på samme måde som angivet i § 4, stk. 3.

Stk. 2. Indberetningen foretages af den arbejdsgiver, hos hvem optjeningen af de tilgodehavende feriemidler er sket. For tilgodehavende feriemidler, som er indberettet til FerieKonto i henhold til § 28 i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015, eller som er indberettet til en privat feriekasse i henhold til en kollektiv overenskomst, foretages indberetningen dog af henholdsvis FerieKonto og den private feriekasse.

Stk. 3. Indberetningen skal for hver enkelt lønmodtager indeholde oplysning om

  1. navn og cpr-nummer eller anden entydig identifikation,

  2. det beløb, de tilgodehavende feriemidler er opgjort til, og

  3. antallet af opsparede feriedage.

Stk. 4. Fonden kan afvise indberetningen, hvis arbejdsgiveren ikke ved påkrav kan dokumentere, at de tilgodehavende feriemidler er opgjort i overensstemmelse med § 2.

Stk. 5. Undlader arbejdsgiveren at foretage indberetning i overensstemmelse med stk. 1-4, kan fonden pålægge arbejdsgiveren straks at indsende de manglende oplysninger. Undlader arbejdsgiveren på trods af pålæg herom at indsende de manglende oplysninger, kan fonden træffe afgørelse om, at arbejdsgiveren skal foretage indbetaling af tilgodehavende feriemidler inden for en frist på 4 uger, hvorved arbejdsgiveren mister retten efter § 6, stk. 1, til at beholde midlerne. Rykkerskrivelsen kan pålægges gebyr.

Stk. 6. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om indberetningen, herunder om dens indhold og form, og nærmere regler om opkrævning af et administrationsbidrag ved indberetning af et krav, der kan afvises efter stk. 4, herunder om opkrævning af gebyrer for rykkerskrivelser og niveauet herfor.

Stk. 7. Beskæftigelsesministeren kan desuden fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden og vilkårene for sanktioner og håndhævelse i forbindelse med mangelfuld indberetning af tilgodehavende feriemidler, jf. stk. 5.

§ 4. Fonden underretter arbejdsgiveren og efterfølgende lønmodtageren om de indberettede oplysninger m.v., jf. § 3 og § 28, stk. 3, 2. pkt.

Stk. 2. Forud for underretningen af arbejdsgiveren efter stk. 1 skal fonden undersøge, om arbejdsgiveren har foretaget fuldstændig indberetning for alle lønmodtagere. Identificerer fonden lønmodtagere, for hvilke der må antages ikke at være indberettet oplysninger om tilgodehavende feriemidler, foretager fonden høring af arbejdsgiveren og lønmodtageren over den manglende indberetning.

Stk. 3. En lønmodtager, der er uenig i en opgørelse efter § 3, skal gøre indsigelse til arbejdsgiveren senest den 30. juni 2025. Ved orientering af fonden om indsigelsen skal lønmodtageren dokumentere, at lønmodtageren og arbejdsgiveren er enige om en anden opgørelse af de tilgodehavende feriemidler, eller dokumentere, at lønmodtageren har foretaget de nævnte skridt i § 35, stk. 2, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015.

§ 5. FerieKonto og private feriekasser skal til fonden overføre de tilgodehavende feriemidler, der er indberettet til fonden, jf. § 3, stk. 2, 2. pkt., senest den 31. december 2020, jf. dog stk. 2. Tilgodehavende feriemidler, som en arbejdsgiver har indberettet til FerieKonto eller en privat feriekasse, men i strid med reglerne ikke har indbetalt hertil, kan fonden forlange betalt inden 4 uger med tillæg af renter efter § 28, stk. 2, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015.

Stk. 2. Senest den 1. april 2020 skal FerieKonto overføre de feriemidler, der er indbetalt til FerieKonto for perioden fra den 1. september 2019 til den 31. december 2019, til fonden.