§ Skatteindberetningsloven · kapitel 18 af 20
Kapitel 8 – Fælles bestemmelser og administrations- og kontrolbestemmelser
LOV nr 1536 af 19/12/2017
§ 47. Indberetningspligten m.v. efter §§ 1, 5, 6, 8, 12-19, 24-26, 28-32, 38-40 og 42, § 43, stk. 1, og §§ 44-46 og efter regler udstedt i medfør af §§ 4, 7 og 9 og § 10, jf. § 9, og § 11 påhviler fysiske eller juridiske personer, der er hjemmehørende her i landet, eller som driver virksomhed fra et fast driftssted her i landet. Personer som nævnt i kildeskattelovens § 3, stk. 1, og dødsboer efter disse samt udenlandske repræsentationer og udenlandske statsborgere, der omfattes af kildeskattelovens § 3, stk. 2 og 3, er ikke indberetningspligtige efter 1. pkt.
Stk. 2. Indberetningspligten efter § 39 påhviler dog ikke fysiske personer, som har ydet et beløb til dækning af en persons udgifter til sagkyndig bistand m.v., jf. ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2, hvis de pågældende ikke i øvrigt er indberetningspligtige efter stk. 1.
§ 48. Told- og skatteforvaltningen fører register over indberetningspligtige som nævnt i §§ 5, 6, 12-19, 24-26, 30-32 eller 42, § 43, stk. 1, eller §§ 44-46, indberetningspligtige efter regler udstedt i medfør af §§ 4 eller 9, § 10, jf. § 9, eller § 11 og frivillige indberettere efter § 20 eller § 43, stk. 2.
Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om anmeldelse til registrering, om frist for registrering, om registrering af finansielle institutter omfattet af pligterne efter regler udstedt i medfør af § 22 og om ændring af registrering. Herunder kan skatteministeren fastsætte regler om, at anmeldelse til registrering og ændring heraf kan fremtvinges ved anvendelse af daglige tvangsbøder.
Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om, at ændring af registrering kan undlades ved midlertidigt ophør af indberetningspligten, mod at den indberetningspligtige for de pågældende perioder oplyser told- og skatteforvaltningen om, at der ikke er oplysninger at indberette.
§ 49. Skatteministeren kan fastsætte regler om, at der ikke skal indberettes om personer som nævnt i kildeskattelovens § 3, stk. 1, og dødsboer efter disse.
Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte regler om, at der ikke skal indberettes om udenlandske repræsentationer og udenlandske statsborgere, der omfattes af kildeskattelovens § 3, stk. 2 og 3. 1. pkt. finder ikke anvendelse, for så vidt angår indberetning af udbytte af investeringsbeviser og aktier m.v. i danske selskaber m.v. efter §§ 16, 18 eller 29.
§ 50. Indberetningspligten efter §§ 14, 16-19 og 28 omfatter ikke følgende ordninger omfattet af pensionsbeskatningsloven, jf. dog stk. 3:
-
Rateopsparing i pensionsøjemed, jf. pensionsbeskatningslovens § 11 A.
-
Opsparing i pensionsøjemed, jf. pensionsbeskatningslovens §§ 12-14 A.
-
Indeksordning, jf. pensionsbeskatningslovens § 15.
-
Selvpensioneringskonti, jf. pensionsbeskatningslovens § 51, hvis kontoen er oprettet før den 2. juni 1998.
-
Opsparings- og forsikringsordninger, der udelukkende har familieforsørgelse til formål (børneopsparingskonti), jf. pensionsbeskatningslovens § 51, til og med det år, hvor bindingsperioden udløber.
Stk. 2. Indberetningspligten efter § 12 omfatter ikke ordninger som nævnt i stk. 1, nr. 1-3, og er for ordninger som nævnt i stk. 1, nr. 4 og 5, begrænset til at omfatte oplysning om identiteten af den indberetningspligtige og kontohaveren samt kontoens nummer.
Stk. 3. Stk. 1 gælder ikke i relation til indberetningspligten efter §§ 16 og 18, for så vidt angår udbytte af investeringsbeviser og aktier m.v. i danske selskaber m.v.
§ 51. Indberetning efter §§ 12-16, § 17, stk. 1 og 2, og § 18 skal undlades vedrørende de skattefrie institutioner m.v. eller statsanerkendte arbejdsløshedskasser, der er nævnt i selskabsskattelovens § 3, samt pengeinstitutter, pensionskasser, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber.
Stk. 2. Indberetning efter § 17, stk. 3, § 19 og § 28 skal undlades vedrørende:
-
Dispositioner mellem de skattefrie institutioner m.v. eller statsanerkendte arbejdsløshedskasser, der er nævnt i selskabsskattelovens § 3.
-
Dispositioner mellem pengeinstitutter, pensionskasser, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber.
-
Dispositioner mellem dem, der er nævnt under nr. 1 og 2.
Stk. 3. Stk. 1 gælder ikke i relation til indberetningspligten efter §§ 16 eller 18, for så vidt angår udbytte af investeringsbeviser og aktier m.v. i danske selskaber m.v.
§ 52. Den, der skal indberettes om efter denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, skal oplyse den indberetningspligtige om sine identifikationsoplysninger, herunder sit cpr-nummer. Den, som opretter en finansiel konto omfattet af § 22, skal oplyse det finansielle institut, hvori den finansielle konto oprettes, om sin identitet, herunder om sit cpr-nummer. 1. pkt. finder ikke anvendelse, i det omfang der gælder en tilsvarende pligt efter § 4, stk. 4, i lov om et indkomstregister, eller hvis indberetningen skal ske efter § 41.
Stk. 2. Afgiver den, hvorom der skal indberettes, ikke identifikationsoplysninger efter stk. 1 eller regler udstedt i medfør af stk. 3, gælder følgende:
-
Erhvervelse af egne aktier m.v., hvorom der skal indberettes efter § 28, må ikke foretages.
-
En anmeldt fordring skal enten afvises, eller udlodningen af dividende skal tilbageholdes, hvis der skal indberettes om fordringshaveren efter § 38.
-
En forsikrings- eller pensionsordning omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit I, II eller II A må ikke oprettes.
-
En opsparingsordning omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit I eller II A må ikke oprettes.
-
En konto, hvorom der skal indberettes efter § 12, må ikke oprettes.
-
Et lån omfattet af §§ 13 eller 15 må ikke etableres eller overtages.
-
Et depot omfattet af §§ 14 eller 15 må ikke oprettes.
-
En finansiel konto, hvorom der skal indberettes efter regler udstedt i medfør af § 22, må ikke oprettes.
-
Et depot, hvorom der skal indberettes efter § 16, § 17, stk. 1 og 2, eller § 18, må ikke oprettes.
-
En terminsrente eller renter, hvorom der skal indberettes efter § 18, må ikke udbetales.
Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om afgivelse af oplysninger efter stk. 1, herunder ændringer heri, og forevisning af legitimation i forbindelse hermed. Skatteministeren kan endvidere fastsætte regler om afgivelse af identitetsoplysninger ved indberetning efter denne lov.
§ 53. Told- og skatteforvaltningen kan bestemme, at der i en periode på 6 måneder ikke må foretages dispositioner over konti og depoter i tilfælde, hvor konto- eller depotføreren ikke har sikker viden om indehaverens identitet, før indehaveren har identificeret sig over for konto- eller depotføreren.
Stk. 2. Konti og depoter, hvis indehaver ikke har kunnet identificeres efter stk. 1, kan efter told- og skatteforvaltningens nærmere bestemmelse spærres i yderligere 6 måneder og derefter efter told- og skatteforvaltningens forudgående offentlige varsling i Statstidende med 12 måneders frist inddrages til fordel for statskassen, hvis ingen berettiget indsigelse er fremkommet derimod inden fristens udløb. Told- og skatteforvaltningen kan dog under særlige omstændigheder undlade sådan inddragelse eller yde godtgørelse af allerede inddragne beløb.
§ 54. Indberetning til told- og skatteforvaltningen efter §§ 8, 12-14 og 17, § 18, jf. dog stk. 3, §§ 19, 26-28, 30-32, 34-36, 38 og 40 og § 43, stk. 1, og efter regler udstedt i medfør af § 9, § 10, jf. § 9, eller § 11 skal foretages senest den 20. januar eller, hvis denne dag er en lørdag eller søndag, senest den følgende mandag.
Stk. 2. Indbetalinger til pensionsordninger, som er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 1, 4. pkt., skal uanset stk. 1 dog først indberettes senest den 1. august eller, hvis denne dag er en lørdag eller søndag, senest den følgende mandag.
Stk. 3. Indberetning efter § 16 og § 18, stk. 2, vedrørende udbytte af aktier og investeringsbeviser m.v. i danske selskaber og investeringsforeninger m.v. skal ske senest den sidste hverdag i måneden efter vedtagelsen eller beslutningen om at udbetale eller godskrive udbyttet.
Stk. 4. Indberetning efter § 29 skal ske senest måneden efter vedtagelsen eller beslutningen om at udbetale eller godskrive udbyttet og inden udløbet af selskabets frist i denne måned for indberetning til indkomstregisteret af indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.
Stk. 5. Har den indberetningspligtige efter §§ 8, 12-19, 26-32, 34-36, 38, 40 eller 42 eller § 43, stk. 1, eller efter regler udstedt i medfør af § 9, § 10, jf. § 9, eller §§ 11 eller 22 forsøgt indberetning, og har told- og skatteforvaltningen meddelt den indberetningspligtige, at indberetningen ønskes genindberettet som følge af fejl el.lign., skal den indberetningspligtige foretage genindberetning inden en frist, som meddeles af told- og skatteforvaltningen.
Stk. 6. Told- og skatteforvaltningen kan pålægge en virksomhed, der indberetter efter den frist, der er angivet i stk. 1 eller fastsat efter stk. 5, at underrette den, som de indberettede oplysninger vedrører, om det indberettede inden for en nærmere angivet frist. For indberetninger omfattet af stk. 3 og 4 finder 1. pkt. tilsvarende anvendelse, idet det også er en forudsætning for pålæg, at fristerne i henholdsvis stk. 3 og 4 ligeledes er overskredet. 1. pkt. gælder tilsvarende, hvis en virksomhed indberetter oplysninger vedrørende et kalenderår efter §§ 1, 5, 6, 24, 25, 33 eller 44-46 eller efter regler udstedt i medfør af §§ 4, 7 eller 37 til indkomstregisteret efter den frist, der er angivet for indberetninger omfattet af stk. 1 for det pågældende kalenderår, herunder ved genindberetning efter § 4, stk. 3, i lov om et indkomstregister efter denne frist.
Stk. 7. Skatteministeren kan fastsætte andre indberetningsfrister end fristerne i stk. 1-4.
§ 55. Skatteministeren kan fastsætte generelle regler om selve indberetningen.
§ 56. Den, der som led i sin virksomhed er indberetningspligtig efter denne lov, skal opbevare grundlaget for de oplysninger, der skal indberettes, herunder oplysninger til brug for afgørelsen af, om en oplysning er indberetningspligtig. Opbevaringen skal ske efter bogføringslovens regler om opbevaring af regnskabsmateriale. Er den indberetningspligtige i øvrigt bogføringspligtig, og indgår de oplysninger, der skal indberettes, i den bogføringspligtiges regnskab, skal regnskabet tilrettelægges således, at de indberettede oplysninger kan afstemmes med regnskabsføringen.
Stk. 2. Den indberetningspligtige skal efter anmodning fra told- og skatteforvaltningen indsende det materiale, der udgør grundlaget for de oplysninger, der skal indberettes, herunder oplysninger til brug for afgørelsen af, om en oplysning er indberetningspligtig.
Stk. 3. Forpligtede enheder omfattet af artikel 2 i Rådets direktiv 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme skal efter anmodning fra told- og skatteforvaltningen indsende det materiale, der udgør grundlaget for de oplysninger, der skal indberettes efter direktivets artikel 13, 30, 31 og 40, herunder oplysninger til brug for afgørelsen af, om en oplysning er indberetningspligtig.
Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til hos de indberetningspligtige på stedet at gennemgå det materiale, som er omfattet af stk. 1-3. Ejeren og de ansatte hos denne skal yde told- og skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp ved kontrollen. Er oplysningerne registreret elektronisk, kan told- og skatteforvaltningen vælge at få adgang til oplysningerne i elektronisk form. Ved gennemgangen kan told- og skatteforvaltningen sikre sig oplysninger, som fremgår af materialet.
Stk. 5. Politiet yder om fornødent told- og skatteforvaltningen bistand til gennemførelse af kontrollen efter stk. 4, 1. pkt.
§ 57. Foretages indberetningerne efter denne lov bortset fra § 41 eller efter regler udstedt i medfør af denne lov ikke rettidigt, kan told- og skatteforvaltningen give pålæg om indberetning inden en fastsat frist og betaling af daglige tvangsbøder, der skal betales fra overskridelsen af fristen, og indtil pålægget efterkommes.
Stk. 2. Opfyldes en anmodning efter § 56, stk. 2, ikke, kan told- og skatteforvaltningen give pålæg om indsendelse af materialet inden en fastsat frist og om betaling af daglige tvangsbøder fra overskridelsen af fristen, og indtil pålægget efterkommes.
Stk. 3. Har en indberetningspligtig handlet i strid med § 52, stk. 2, nr. 2-5 eller 7-9, kan told- og skatteforvaltningen pålægge den indberetningspligtige eller det finansielle institut enten at indhente identifikationsoplysninger i overensstemmelse med § 52, stk. 1, eller regler udstedt i medfør af § 52, stk. 3, eller, hvis dette ikke sker, at lukke den pågældende forsikrings- eller opsparingsordning, konto, det pågældende depot eller den pågældende finansielle konto inden for en fastsat frist og om betaling af daglige tvangsbøder fra overskridelsen af fristen, og indtil pålægget efterkommes.
Stk. 4. Har et finansielt institut ikke rettidigt opfyldt sine pligter efter § 23, stk. 1 eller 2, eller regler udstedt i medfør af § 22, stk. 3, kan told- og skatteforvaltningen give pålæg om opfyldelse af pligterne inden en fastsat frist og betaling af daglige tvangsbøder, der skal betales fra overskridelsen af fristen, og indtil pålægget efterkommes.
Stk. 5. Klage over et pålæg efter stk. 1-4 har ikke opsættende virkning. Landsskatteretten eller skatteankeforvaltningen kan dog tillægge en klage over et pålæg efter stk. 1-4 opsættende virkning, hvis særlige omstændigheder taler derfor. Landsskatterettens afgørelse kan træffes af en retsformand.