Skatteindberetningsloven § 50

§ 50. Indberetningspligten efter §§ 14, 16-19 og 28 omfatter ikke følgende ordninger omfattet af pensionsbeskatningsloven, jf. dog stk. 3:

  1. Rateopsparing i pensionsøjemed, jf. pensionsbeskatningslovens § 11 A.

  2. Opsparing i pensionsøjemed, jf. pensionsbeskatningslovens §§ 12-14 A.

  3. Indeksordning, jf. pensionsbeskatningslovens § 15.

  4. Selvpensioneringskonti, jf. pensionsbeskatningslovens § 51, hvis kontoen er oprettet før den 2. juni 1998.

  5. Opsparings- og forsikringsordninger, der udelukkende har familieforsørgelse til formål (børneopsparingskonti), jf. pensionsbeskatningslovens § 51, til og med det år, hvor bindingsperioden udløber.

Stk. 2. Indberetningspligten efter § 12 omfatter ikke ordninger som nævnt i stk. 1, nr. 1-3, og er for ordninger som nævnt i stk. 1, nr. 4 og 5, begrænset til at omfatte oplysning om identiteten af den indberetningspligtige og kontohaveren samt kontoens nummer.

Stk. 3. Stk. 1 gælder ikke i relation til indberetningspligten efter §§ 16 og 18, for så vidt angår udbytte af investeringsbeviser og aktier m.v. i danske selskaber m.v.

Kilde: Retsinformation.dk