← Lov om tobaksvarer m.v.

§ Lov om tobaksvarer m.v. · kapitel 19 af 30

Kapitel 4 – Forbud mod at markedsføre visse tobaksvarer m.v.

LOV nr 608 af 07/06/2016

§ 13. Tobak, der indtages oralt, må ikke markedsføres her i landet.

§ 14. Cigaretter og rulletobak med en kendetegnende aroma må ikke markedsføres her i landet.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om forbuddet i stk. 1, herunder regler om, hvorvidt en konkret cigaret eller type rulletobak er omfattet af forbuddet i stk. 1, og om grænseværdier for indholdet i cigaretter og rulletobak af tilsætningsstoffer eller kombinationer af tilsætningsstoffer, der giver en kendetegnende aroma.

§ 15. Cigaretter og rulletobak, der indeholder aromastoffer i deres bestanddele, såsom filtre, papir, emballage, kapsler eller enhver teknisk funktion, der gør det muligt at ændre de pågældende tobaksvarers duft eller smag eller deres røgudviklingsintensitet, må ikke markedsføres her i landet.

§ 16. Cigaretter og rulletobak, der består af filtre, papir eller kapsler med indhold af tobak eller nikotin, må ikke markedsføres her i landet.

§ 17. Tobaksvarer, der indeholder følgende tilsætningsstoffer, må ikke markedsføres her i landet:

  1. Vitaminer eller andre tilsætningsstoffer, der giver det indtryk, at en tobaksvare frembyder en sundhedsmæssig fordel eller udgør en begrænset sundhedsrisiko.

  2. Koffein, taurin eller andre tilsætningsstoffer og stimulerende forbindelser.

  3. Tilsætningsstoffer, der har farvende egenskaber for emissioner.

  4. Tilsætningsstoffer, som har kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske egenskaber i uforbrændt form.

Stk. 2. Røgtobak må ikke markedsføres her i landet, hvis tobaksvaren indeholder de i stk. 1 nævnte tilsætningsstoffer eller tilsætningsstoffer, der letter inhalering eller nikotinoptagelse.

§ 18. Tobaksvarer, der indeholder tilsætningsstoffer i mængder, som ved forbrug væsentligt eller måleligt øger tobaksvarens toksiske eller afhængighedsskabende virkning eller kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske egenskaber, må ikke markedsføres her i landet.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om forbuddet i stk. 1, herunder regler om, hvorvidt en konkret tobaksvare er omfattet af forbuddet, og om grænseværdier for indholdet i tobaksvarer af de tilsætningsstoffer, der er nævnt i stk. 1.