← Lov om tobaksvarer m.v.

§ Lov om tobaksvarer m.v. · kapitel 18 af 30

Kapitel 3 – Grænseværdier for emissionsindhold i tobaksvarer og metoder til måling af emissionsindhold

LOV nr 608 af 07/06/2016

§ 8. Sundheds- og ældreministeren fastsætter regler om grænseværdier for det maksimale indhold af tjære, nikotin og kulilte i emissioner fra cigaretter, der markedsføres eller fremstilles her i landet.

Stk. 2. Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om grænseværdier for andre emissioner end dem, der er nævnt i stk. 1, og for emissioner fra andre tobaksvarer end cigaretter.

§ 9. Sundheds- og ældreministeren fastsætter regler om metoder til måling af emissionsindholdet af tjære, nikotin og kulilte i cigaretter, der markedsføres eller fremstilles her i landet.

Stk. 2. Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om metoder til måling af andre emissioner end dem, der er nævnt i stk. 1, og fra andre tobaksvarer end cigaretter.

§ 10. De målinger, der er nævnt i § 9, skal kontrolleres af laboratorier, der er godkendt af Sikkerhedsstyrelsen i henhold til § 11.

Godkendelse og kontrol af laboratorier til måling af emissionsindhold

§ 11. Sikkerhedsstyrelsen kan efter ansøgning godkende laboratorier til at kontrollere målingerne af emissionsindholdet af tjære, nikotin og kulilte i cigaretter, der markedsføres eller fremstilles her i landet, jf. § 9.

Stk. 2. For at opnå godkendelse efter stk. 1 skal laboratoriet være akkrediteret af DANAK, Den Danske Akkrediteringsfond, eller af et tilsvarende akkrediteringsorgan, som er medunderskriver af relevante EA-multilaterale aftaler om gensidig anerkendelse, til at udføre opgaverne efter stk. 1 og være etableret i Danmark eller et andet EU-/EØS-land.

Stk. 3. Et laboratorie, der ønsker godkendelse eller er godkendt efter stk. 1, må ikke være ejet eller direkte eller indirekte kontrolleret af tobaksindustrien.

Stk. 4. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om behandling af ansøgninger om godkendelse efter stk. 1 og indholdet i akkrediteringen efter stk. 2.

§ 12. Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med, at de laboratorier, der er godkendt efter § 11, stk. 1, opfylder kravene i § 11, stk. 2 og 3.

Stk. 2. Med henblik på udførelse af kontrol efter stk. 1 kan Sikkerhedsstyrelsen af laboratorier, der er godkendt efter § 11, stk. 1, kræve dokumentation for, at kravene i § 11, stk. 2 og 3, er opfyldt.