Lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold § 22

§ 22. Importøren må ikke bringe radioudstyr i omsætning, før det er blevet bragt i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf, hvis importøren finder eller har grund til at tro, at radioudstyret ikke er i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 2. Importøren må kun bringe radioudstyr i omsætning, når importøren har sikret, at radioudstyret kan anvendes i mindst én EU-medlemsstat, uden at gældende regler om anvendelse af radiofrekvenser overtrædes, og at fabrikanten af radioudstyret har overholdt § 18, stk. 2, 4 og 5, regler fastsat i medfør af § 18, stk. 6, nr. 3 og nr. 4, for så vidt angår CE-mærkning, § 19, stk. 1-5, og regler fastsat i medfør af § 19, stk. 6.

Stk. 3. Importørens navn og registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og en postadresse, hvor importøren kan kontaktes, skal fremgå af radioudstyret, som importøren bringer i omsætning. Er det ikke muligt på grund af radioudstyrets beskaffenhed at anbringe oplysningerne på radioudstyret, skal oplysningerne fremgå af emballagen eller et medfølgende dokument. Kontaktoplysningerne skal være på et sprog, der er let forståeligt for brugerne og Energistyrelsen.

Stk. 4. Importøren skal i 10 år, efter at radioudstyret er blevet bragt i omsætning, opbevare en kopi af EU-overensstemmelseserklæringen, jf. § 18, stk. 3. Importøren skal i samme tidsrum sikre, at den tekniske dokumentation, jf. § 18, stk. 2, kan stilles til rådighed for Energistyrelsen på anmodning herom.

Stk. 5. Importøren skal sikre, at importørens opbevaring og transport af radioudstyr ikke bringer radioudstyrets overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf i fare.

Stk. 6. Udgør radioudstyr en risiko, skal importøren underrette fabrikanten og Energistyrelsen herom.

Kilde: Retsinformation.dk