Lov om de gymnasiale uddannelser § 9

§ 9. En ansøger til en 3-årig gymnasial ungdomsuddannelse, der har afsluttet 10. klasse, har retskrav på optagelse på en sådan uddannelse under følgende forudsætninger:

  1. Ansøgeren har rettidigt søgt om optagelse i direkte forlængelse af 10. klasse.

  2. Ansøgeren er ud fra en helhedsvurdering vurderet uddannelsesparat i henhold til lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v.

  3. Ansøgeren har modtaget prøveforberedende undervisning i 2. fremmedsprog i 5.-9. klasse i folkeskolen eller prøveforberedende undervisning, der står mål hermed.

  4. Ansøgeren har aflagt folkeskolens obligatoriske 9.-klasseprøver ved afslutningen af 9. klassetrin.

  5. Ansøgeren har i 10. klasse modtaget undervisning i dansk, engelsk og matematik og herefter aflagt enten folkeskolens 9.-klasseprøver eller 10.-klasseprøver i disse fag.

  6. Ansøgeren har bestået folkeskolens afgangseksamen.

  7. Ansøgeren har ved resultaterne af de lovbundne prøver fra folkeskolens afgangseksamen bekræftet det faglige niveau fra uddannelsesparathedsvurderingen.

  8. Ansøgeren har uden at opfylde forudsætningen i nr. 7 krav på optagelse på den ønskede uddannelse, hvis karaktergennemsnittet af de lovbundne prøver fra folkeskolens afgangseksamen er på mindst 3,0.

  9. Ansøgeren, som ikke opfylder forudsætningen i nr. 7, og som har et karaktergennemsnit af de lovbundne prøver fra folkeskolens afgangseksamen på mindst 2,0, men under 3,0, gennemfører en vejledningssamtale med den ansøgte institutions leder, som udfordrer ansøgeren fagligt og i forhold til valg af uddannelse, hvorefter ansøgeren har krav på optagelse på den ønskede uddannelse.

  10. Ansøgeren har uden at opfylde forudsætningen i nr. 2 krav på optagelse på den ønskede uddannelse, hvis vedkommende har opnået mindst 6,0 i karaktergennemsnit af de lovbundne prøver fra folkeskolens afgangseksamen.

Stk. 2. Karakterer fra prøver, der aflægges ved afslutningen af undervisningen på 10. klassetrin, medregnes ved opgørelsen af, om betingelserne i stk. 1, nr. 7 og 10, er opfyldt, i det omfang det er til gunst for ansøgeren.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om proceduren for optagelse på de 3-årige gymnasiale ungdomsuddannelser efter 10. klasse, herunder om frister, og om vejledningssamtalen.

Kilde: Retsinformation.dk