§ Lov om kombineret ungdomsuddannelse · kapitel 12 af 20
Kapitel 2 – Udbud og institutionssamarbejder m.v.
LOV nr 631 af 16/06/2014
§ 4. Kombineret ungdomsuddannelse udbydes med henblik på elevers varetagelse af jobfunktioner inden for erhvervstemaer, der fastsættes af undervisningsministeren.
Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om erhvervstemaer, herunder deres betegnelse og anvendelse.
§ 5. Undervisningsministeren godkender efter ansøgning institutionssamarbejder om udbud af kombineret ungdomsuddannelse inden for geografiske dækningsområder. Udbudsgodkendelse gives til bestemte erhvervstemaer.
Stk. 2. I forbindelse med udbudsgodkendelsen godkender ministeren en af institutionerne i institutionssamarbejdet som overordnet ansvarlig for organisation, administration og indhold af elevernes samlede uddannelsesforløb. Den uddannelsesinstitution, der godkendes som overordnet ansvarlig for organisation m.v. efter 1. pkt., betegnes som tovholderinstitutionen.
Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om inddeling af landet i geografiske dækningsområder, jf. stk. 1, om antallet af uddannelsespladser i de enkelte dækningsområder, om godkendelse til udbud af uddannelsen, herunder om tidsbegrænsning af udbudsgodkendelser, og om tovholderfunktionen.
§ 6. Følgende skoler og institutioner kan indgå i et institutionssamarbejde om udbud af kombineret ungdomsuddannelse:
-
Institutioner, der udbyder erhvervsuddannelser.
-
Institutioner, der udbyder højere forberedelseseksamen.
-
Institutioner, der udbyder almen voksenuddannelse.
-
Institutioner, der udbyder arbejdsmarkedsuddannelser.
-
Institutioner, der udbyder skibsassistentuddannelsens grundmodul.
-
Institutioner, der udbyder erhvervsfiskeriets grundkursus.
-
Produktionsskoler.
-
Efterskoler.
-
Husholdnings- og håndarbejdsskoler.
-
Folkehøjskoler.
-
Daghøjskoler.
-
Kommunale ungdomsskoler.
Stk. 2. Et institutionssamarbejde om udbud af uddannelsen skal bestå af skoler og uddannelsesinstitutioner med udbud af uddannelse i det geografiske dækningsområde for institutionssamarbejdet, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 3. Skoler og uddannelsesinstitutioner med døgnophold, herunder kost- og botilbud, kan indgå i institutionssamarbejdet, selv om de ikke har hjemsted i det geografiske dækningsområde for institutionssamarbejdet.
Stk. 4. Skoler og uddannelsesinstitutioner kan desuden indgå i et institutionssamarbejde, selv om de ikke har hjemsted i det geografiske dækningsområde for institutionssamarbejdet, hvis de har egnede undervisningslokaler inden for dækningsområdet.
§ 7. Et institutionssamarbejde om udbud af kombineret ungdomsuddannelse skal bygge på en skriftlig samarbejdsaftale mellem de deltagende institutioner. Samarbejdsaftalen skal angive, hvilken institution der søger godkendelse efter § 5, stk. 3, og indeholde bestemmelser om forretningsgange, økonomiske forhold, og hvorledes det sikres, at den enkelte elev har mulighed for at gennemføre uddannelsen.
Stk. 2. Institutionerne skal samarbejde om udbuddet med den eller de kommuner, der er beliggende i institutionssamarbejdets geografiske dækningsområde.
Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om institutionssamarbejder og samarbejdsaftalers indhold efter stk. 1, herunder om levering af uddannelsesydelser fra offentlige og private institutioner, private virksomheder, foreninger m.v., og om samarbejde efter stk. 2.
§ 8. Tovholderinstitutionen udpeger en kontaktperson for den enkelte elev.
Stk. 2. Ved begyndelsen af elevens uddannelsesforløb udarbejder kontaktpersonen i samråd med eleven en foreløbig forløbsplan for eleven. Den nærmere fastlæggelse af elevens forløbsplan skal ske i samarbejde mellem eleven, elevens kontaktperson og Ungdommens Uddannelsesvejledning på baggrund af en kompetencevurdering af eleven. Ungdommens Uddannelsesvejledning sørger for, at elevens uddannelsesplan justeres i forbindelse hermed.
Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om kontaktpersoners opgaver, forløbsplaner og kompetencevurdering af elever.