← Lov om kombineret ungdomsuddannelse

§ Lov om kombineret ungdomsuddannelse · kapitel 11 af 20

Kapitel 1 – Formål og målgruppe m.v.

LOV nr 631 af 16/06/2014

§ 1. Kombineret ungdomsuddannelse skal bidrage til, at den unge opnår personlige, sociale og faglige kompetencer, som giver grundlag for beskæftigelse på det lokale og regionale arbejdsmarked, og som tillige kan give grundlag for at fortsætte i kompetencegivende uddannelse. Desuden skal uddannelsen bidrage til at udvikle den unges interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund.

§ 2. Kombineret ungdomsuddannelse tilrettelægges af skoler og uddannelsesinstitutioner i et lokalt samarbejde om udbud af uddannelsen.

Stk. 2. Kombineret ungdomsuddannelse tilrettelægges for unge under 25 år, der

  1. har afsluttet 9. eller 10. klasse eller tilsvarende,

  2. ikke har gennemført en kompetencegivende ungdomsuddannelse,

  3. ikke har forudsætninger for at påbegynde en erhvervsuddannelse eller gymnasial uddannelse og

  4. er motiveret for uddannelse.

§ 3. Optagelse til kombineret ungdomsuddannelse kan kun ske, når Ungdommens Uddannelsesvejledning i den unges bopælskommune har vurderet, at den unge er omfattet af målgruppen, jf. § 2, stk. 2, og kan rummes inden for det antal uddannelsespladser, der er fastsat for det lokale dækningsområde efter § 5. For børn af EU-borgere, der er bosat uden for Danmark, men udøver økonomisk aktivitet i Danmark, foretages målgruppevurderingen dog af Ungdommens Uddannelsesvejledning i den kommune, som er hjemsted for den virksomhed, som EU-borgeren er ansat i.

Stk. 2. For unge, der optages på kombineret ungdomsuddannelse, udarbejder Ungdommens Uddannelsesvejledning i samråd med eleven en uddannelsesplan. Uddannelsesplanen udarbejdes på grundlag af en vurdering af elevens kompetencer. I uddannelsesplanen angives målet med elevens uddannelsesforløb og varigheden heraf, jf. § 9, og eventuelle forhold, der kræver særlig hensyntagen ved tilrettelæggelsen af forløbet.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om adgang og optagelse til uddannelsen, herunder om faste optagelsesterminer.