§ Lov om en ny fjordforbindelse ved Frederikssund · kapitel 19 af 24
Kapitel 7 – Indhentning og behandling af oplysninger, behandling af trafikdata m.v.
LOV nr 1519 af 27/12/2014
§ 21. Med henblik på opkrævning af betaling og administrationsgebyr, når et betalingspligtigt køretøj har passeret en betalingsportal uden køretøjsudstyr til elektronisk betaling i funktion på registreringstidspunktet, jf. § 19, stk. 2, kan operatøren på vegne af Fjordforbindelsen Frederikssund indhente nødvendige oplysninger i Køretøjsregisteret.
Stk. 2. Operatøren kan på vegne af Fjordforbindelsen Frederikssund foretage kameraoptagelse fra betalingsportaler og nærliggende arealer til brug for registrering af køretøjer, der passerer fjordforbindelsen. Kameraoptagelsen kan opbevares, indtil der enten er sket endelig betaling, truffet endelig afgørelse i en klage over opkrævningen, eller efter endt behandling ved domstolene.
Stk. 3. Operatøren kan på vegne af Fjordforbindelsen Frederikssund om nødvendigt videregive de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger og kameraoptagelser til brug for klagesagsbehandling og sagsbehandling i forbindelse med inddrivelse af fordringer og sagsbehandling ved domstolene.
§ 22. Transportministeren kan fastsætte regler for Fjordforbindelsen Frederikssund om videregivelse af oplysninger om trafiksammensætningen og trafikafviklingen til brug for indsamling, formidling og drift af intelligente transportsystemer og indsamling af data til brug for trafikanalyser, forskning m.v.
Stk. 2. Transportministeren kan bemyndige Fjordforbindelsen Frederikssund til at fastsætte aftalevilkår om, at statistiske oplysninger som nævnt i stk. 1 skal videregives fra udbydere af køretøjsudstyr til elektronisk betaling til Fjordforbindelsen Frederikssund.