§ Lov om en ny fjordforbindelse ved Frederikssund · kapitel 18 af 24
Kapitel 6 – Betaling for passage, fastsættelse af takster m.v.
LOV nr 1519 af 27/12/2014
§ 17. Fjordforbindelsen Frederikssund opkræver betaling for passage af biler, jf. færdselslovens § 2, over den i § 1, stk. 1, nr. 1, nævnte højbro, jf. dog §§ 20 og 25.
Stk. 2. Niveauet for betalingerne i form af takster og administrative gebyrer fastsættes af Fjordforbindelsen Frederikssunds bestyrelse. Bestyrelsen kan fastsætte rabatordninger, dog således at den forudsatte tilbagebetalingstid på 40 år ikke forlænges.
Stk. 3. De i stk. 2 nævnte takster og administrative gebyrer offentliggøres på Fjordforbindelsen Frederikssunds hjemmeside.
§ 18. Betalingspligten påhviler den, i hvis navn køretøjet er registreret. Hvis køretøjet er registreret for såvel en bruger som en ejer, påhviler betalingspligten dem begge. For danske køretøjer finder § 10, stk. 2-6, i lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. anvendelse.
§ 19. Betaling for passage sker automatisk ved hjælp af køretøjsudstyr til elektronisk betalingsopkrævning.
Stk. 2. Har køretøjet ikke monteret køretøjsudstyr til elektronisk betaling, jf. stk. 1, eller hvis dette ikke er i funktion på betalingstidspunktet, registreres køretøjet ved hjælp af kameraoptagelse af køretøjets nummerplade.
Stk. 3. Ved registrering via kameraoptagelse, jf. stk. 2, pålægges et administrationsgebyr svarende til de ekstra omkostninger, der er forbundet med denne registreringsmetode. Administrationsgebyr pålægges dog ikke, når registrering via kameraoptagelse skyldes svigt i det tekniske udstyr, den betalingspligtige efter § 18 ikke kan gøres ansvarlig for.
§ 20. Fritaget for betaling for passage efter § 17, stk. 1, er
-
køretøjer, der tilhører forsvaret og redningsberedskabet,
-
køretøjer, der specielt er indrettet til brandsluknings- og redningsopgaver og udelukkende anvendes ved udrykning hertil, og køretøjer, som tilhører og udelukkende anvendes af beredskabskommissioner og ikke anvendes erhvervsmæssigt i konkurrence med private erhvervsdrivende,
-
køretøjer, der tilhører politiet, og
-
køretøjer, der tilhører Vejdirektoratet og anvendes i forbindelse med vejbestyrelsesopgaver på broen og det omkringliggende hovedlandevejsnet.
Stk. 2. En forudsætning for betalingsfritagelse i henhold til stk. 1 er, at køretrøjerne er forsynet med køretøjsudstyr til elektronisk betalingsopkrævning, jf. § 19, stk. 1.
Stk. 3. Transportministeren kan bestemme, at andre nærmere afgrænsede trafikantgrupper kan fritages for betaling for passage.