§ Lov om tilskud til fremme af vedvarende energi i virksomheders produktionsprocesser · kapitel 10 af 18
Kapitel 1 – Anvendelsesområde og definitioner
LOV nr 607 af 12/06/2013
§ 1. Der kan efter ansøgning gives statstilskud til fremme af energieffektiv anvendelse af vedvarende energikilder til procesformål i virksomheder. Statstilskuddet kan gives til projekter, der erstatter fossile brændsler med vedvarende energikilder eller fjernvarme, og energieffektiviseringer i tilknytning til disse projekter.
Stk. 2. De støtteberettigede vedvarende energikilder i denne lov er biomasse, sol, vind og biogas.
Stk. 3. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om indhold og afgrænsning af de i stk. 2 nævnte vedvarende energikilder. Ministeren kan tillige fastsætte regler om, at andre end de i stk. 2 nævnte vedvarende energikilder skal være støtteberettigede.
§ 2. I denne lov forstås ved følgende:
-
Energi fra vedvarende energikilder: Energi produceret i anlæg, hvor der udelukkende benyttes vedvarende energikilder, og den andel af energi udtrykt i varmeværdi, der fremstilles på grundlag af vedvarende energikilder i hybridanlæg, hvor der også benyttes konventionelle energikilder. Det omfatter elektricitet fra vedvarende energikilder, der benyttes til opfyldning af lagringssystemer, men udelukker elektricitet fremstillet på grundlag af lagringssystemer.
-
Fossile brændsler til procesformål: Virksomhedens forbrug af afgiftspligtig varme, brændsler og elektricitet til procesformål, der er tilbagebetalingsberettigede efter § 11 i lov om afgift af mineralolieprodukter m.v., § 10 i lov om afgift af naturgas og bygas, § 8 i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. og § 11 i lov om afgift af elektricitet.