§ Lov om hold af slagtekalkuner · kapitel 4 af 6
Kapitel 4 – Tilsyn m.v.
LOV nr 91 af 09/02/2011
§ 12. Kalkuner skal tilses mindst to gange dagligt. Kalkuner, som er syge og tilskadekomne i en sådan grad, at behandling ikke længere er mulig og transport vil medføre yderligere lidelser, skal aflives straks. Døde kalkuner skal fjernes med det samme.
Stk. 2. Tekniske installationer til foder, vand, temperaturregulering og ventilation samt strøelsens kvalitet skal efterses mindst en gang om dagen.
§ 13. Bygninger og indhegninger, hvor der holdes slagtekalkuner, og udstyr, herunder vandingsudstyr, skal holdes tilfredsstillende rene.
Stk. 2. De dele af bygningerne, udstyret og redskaberne, som kalkuner er i berøring med, skal rengøres grundigt og desinficeres, inden der indsættes en ny flok.
§ 14. Elektriske systemer, der er af betydning for kalkunernes sundhed og velfærd, skal være forsynet med et alarmsystem, der sikrer, at det opdages, hvis de elektriske systemer ikke fungerer. Alarmsystemet skal testes regelmæssigt.
Stk. 2. Der skal være en beredskabsplan, der foreskriver, hvordan nødsituationer i forbindelse med strømsvigt skal håndteres.
§ 15. Justitsministeren kan fastsætte regler om, hvordan kalkuner skal løftes og bæres.