§ Lov om hold af slagtekalkuner · kapitel 3 af 6
Kapitel 3 – Foder og drikkevand
LOV nr 91 af 09/02/2011
§ 11. Kalkuner skal have adgang til tilstrækkeligt, nærende, afbalanceret og hygiejnisk foder hver dag og tilstrækkelige forsyninger af frisk vand af god kvalitet på alle tidspunkter. Pludselige ændringer, der kan være til skade for kalkunerne, af den type eller kvalitet af foder, der anvendes i fodringsprocedurerne, bør undgås, medmindre der er tale om en nødsituation.
Stk. 2. Kalkuner skal tildeles kråseflint gennem hele produktionsforløbet. Tildeling kan dog undlades den sidste uge inden slagtning.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om kapaciteten og udformningen af foder- og drikkevandsanlæg.