§ Fedtafgiftsloven · kapitel 7 af 8
Kapitel 3 – Fælles bestemmelser
LOV nr 247 af 30/03/2011
Angivelse og afregning af såvel afgift som dækningsafgift
§ 14. Afgiftsperioden er måneden.
Stk. 2. Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode angive og indbetale afgift, jf. §§ 2 og 3 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. (opkrævningsloven). Told- og skatteforvaltningen kan fastsætte nærmere regler herom.
Stk. 3. Ved manglende, mangelfuld eller ikke rettidig angivelse, betaling eller regnskabsførelse finder §§ 4-8 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. (opkrævningsloven) tilsvarende anvendelse.
§ 15. For ikke erhvervsdrivende, der modtager afgiftspligtige fødevarer fra et andet EU-land, jf. § 3, stk. 2, 1. pkt., eller § 9, stk. 2, 1. pkt., finder § 9, stk. 2-4, i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. (opkrævningsloven) tilsvarende anvendelse.
§ 16. For ikke erhvervsdrivende, der indfører afgiftspligtige fødevarer her til landet fra et land uden for EU eller fra områder beliggende i EU, der ikke er omfattet af EU’s afgiftsområde, jf. § 3, stk. 2, 2. pkt., eller § 9, stk. 2, 2. pkt., finder kapitel 4 i toldloven tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Der er afgiftsfrihed for indførte fødevarer i samme omfang og under tilsvarende betingelser som fastsat for afgiftsfrihed efter momslovens § 36, stk. 1, nr. 1-3.
Fradrag og godtgørelse
§ 17. En virksomhed registreret som oplagshaver kan i afgiftsgrundlaget opgjort efter §§ 7 eller 13 fradrage
-
afgiftspligtige fødevarer, der leveres til en anden registreret oplagshaver,
-
afgiftspligtige fødevarer, der leveres til udlandet, eller som er uegnede til menneskeføde,
-
afgiftspligtige fødevarer, der er fritaget for afgift efter § 18,
-
afgiftspligtige fødevarer, der hos oplagshaveren eller under transport til eller fra denne er gået tabt ved indbrud, brand, forlis eller brækage,
-
afgiftspligtige fødevarer, der hos oplagshaveren eller under transport til eller fra denne er beskadiget, fordærvet eller af andre grunde blevet uanvendelige, og
-
afgiftspligtige fødevarer, der returneres til virksomheden, såfremt køberen godtgøres fødevarens pris inklusive afgiften.
Stk. 2. En virksomhed kan søge godtgørelse af afgiften på afgiftspligtige fødevarer, jf. §§ 1 eller 8, som er leveret til udlandet eller anvendt til fremstilling af andet end menneskeføde.
Stk. 3. Det er en betingelse for godtgørelse efter stk. 2,
-
at virksomheden kan fremlægge den fornødne dokumentation,
-
at de afgiftspligtige fødevarer, der søges godtgørelse for, stammer fra en afgiftspligtig virksomhed, og
-
at virksomheden er i besiddelse af en faktura for fødevaren eller de bestanddele, der er medgået til fremstilling af fødevaren.
Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen kan fastsætte nærmere regler for fradraget og godtgørelsen.
Leverancer til diplomater og lign.
§ 18. Fødevarer, der leveres til de i toldlovens § 4 omhandlede diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner m.v. og de hertil knyttede personer, er fritaget for afgift efter denne lov.
Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen kan fastsætte nærmere regler for afgiftsfritagelsen.
Faktura- og regnskabsbestemmelser
§ 19. Registrerede virksomheder skal som minimum føre et regnskab over råvarer og afgiftspligtige fødevarer, tilgang af uberigtigede fødevarer, overførsel af uberigtigede fødevarer til anden virksomhed registreret efter § 4, stk. 1 eller 2, § 4, stk. 3, 3. pkt., eller § 10, stk. 2, udlevering af afgiftspligtige fødevarer og eget forbrug af afgiftspligtige fødevarer.
Stk. 2. Virksomhedens regnskabsmateriale skal opbevares i virksomheden, medmindre det kan gøres tilgængeligt for told- og skatteforvaltningen inden 5 hverdage.
Stk. 3. Regnskabsmateriale, herunder fakturaer, fakturakopier, følgesedler og opgørelser, skal opbevares i 5 år efter regnskabsårets afslutning. Dog skal detailhandelsvirksomheders kassestrimler og tilsvarende interne bilag kun opbevares i 1 år fra tidspunktet for underskrivelsen af årsregnskabet.
Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om registrerede virksomheders regnskabsførelse. I det omfang der gøres brug af regnskabs- og fakturamateriale i elektronisk form, finder faktura- og regnskabsreglerne tilsvarende anvendelse herpå.
Stk. 5. Virksomheden skal holde lageret af afgiftsberigtigede fødevarer adskilt fra lageret af uberigtigede fødevarer, medmindre virksomheden af told- og skatteforvaltningen har fået tilladelse til andet.
Stk. 6. Registrerede virksomheder skal ved salg af afgiftspligtige fødevarer, jf. § 1 eller § 8, til en anden registreret virksomhed udstede en faktura. Fakturaen skal være forsynet med fortløbende nummer, fakturadato, oplysninger om sælgers navn, CVR- eller SE-nummer og adresse, købers navn og adresse samt leverancens art, mængde og pris.
Stk. 7. Registrerede virksomheder, der leverer en fødevare, hvoraf der skal betales afgift efter § 1 eller § 8, til en virksomhed, der er registreret efter § 4, stk. 1 eller 2, § 4, stk. 3, 3. pkt., eller § 10, stk. 2, skal sammen med udlevering af fødevaren skriftligt oplyse den modtagende virksomhed om afgiftsgrundlaget for den pågældende fødevare.
Kontrol
§ 20. Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn i de virksomheder, der omfattes af loven, og i de virksomheder, som er nævnt i stk. 5-7, og til at efterse virksomhedernes varebeholdninger, forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale og korrespondance m.v.
Stk. 2. Virksomhedens indehaver og de i virksomheden beskæftigede personer skal yde told- og skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp ved gennemførelsen af eftersynet.
Stk. 3. Det i stk. 1 nævnte materiale skal på anmodning udleveres eller indsendes til told- og skatteforvaltningen.
Stk. 4. Leverandører af varer eller af emballage til fremstilling af fødevarer, der er afgiftspligtige i henhold til denne lov, skal efter anmodning meddele told- og skatteforvaltningen alle nødvendige oplysninger om deres leverancer af varer til afgiftspligtige virksomheder.
Stk. 5. Virksomheder skal efter anmodning meddele told- og skatteforvaltningen oplysninger om deres indkøb af afgiftspligtige fødevarer til virksomheden.
Stk. 6. Told- og skatteforvaltningen er berettiget til at foretage eftersyn af afgiftspligtige fødevarer under transport, når varerne erhvervsmæssigt sælges fra udlandet eller erhvervsmæssigt transporteres til andre end registrerede virksomheder.
Stk. 7. I det omfang oplysninger som nævnt i stk. 1 er registreret elektronisk, omfatter told- og skatteforvaltningens adgang til disse oplysninger også en elektronisk adgang hertil.
Stk. 8. Politiet yder told- og skatteforvaltningen bistand til gennemførelsen af kontrollen efter denne bestemmelse. Justitsministeren kan efter forhandling med skatteministeren fastsætte nærmere regler herom.
§ 21. Offentlige myndigheder skal efter anmodning meddele told- og skatteforvaltningen enhver oplysning til brug for registrering af og kontrol med virksomheder, der er afgiftspligtige efter denne lov.
Straf
§ 22. Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt
-
afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for afgiftskontrollen,
-
overtræder § 4, stk. 1, § 4, stk. 3, 1. eller 2. pkt., § 4, stk. 4, § 10, stk. 1 eller 3, § 14, stk. 2, 1. pkt., § 15, § 16, § 19, stk. 1-3 og 5-7, eller § 20, stk. 1-7, eller
-
overdrager, erhverver eller tilegner sig varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle have været betalt efter loven, eller forsøger herpå.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 3. Den, der begår en af de nævnte overtrædelser med forsæt til at unddrage statskassen afgift, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.
Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 23. §§ 18-19 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. (opkrævningsloven) finder tilsvarende anvendelse på sager om overtrædelse af denne lov.
Andre bestemmelser
§ 24. Den, der overdrager, erhverver, tilegner sig eller anvender afgiftspligtige fødevarer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle være betalt efter denne lov, skal betale afgift af fødevarerne.
§ 25. §§ 11-13 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. (opkrævningsloven) om sikkerhedsstillelse m.m. finder tilsvarende anvendelse.