← Spilleafgiftsloven

§ Spilleafgiftsloven · kapitel 9 af 10

Kapitel 4 – Straffebestemmelser

LOV nr 698 af 25/06/2010

§ 33. Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt

  1. afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for afgiftskontrollen eller

  2. overtræder § 19, stk. 1-3 eller 5, §§ 20-23, § 24, stk. 1, § 25, § 29, stk. 1, eller § 30, stk. 2 eller 4-6.

Stk. 2. Den, der begår en af de i stk. 1 nævnte overtrædelser med forsæt til at unddrage statskassen afgift, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

Stk. 3. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder bestemmelserne i forskrifterne.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 34. Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre en højere straf end bøde, kan told- og skatteforvaltningen tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angiven frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelserne i retsplejeloven om krav til indholdet af anklageskrifter og om ikke at have pligt til at udtale sig tilsvarende anvendelse.