← Lov om hold af malkekvæg og afkom af malkekvæg

§ Lov om hold af malkekvæg og afkom af malkekvæg · kapitel 2 af 8

Kapitel 2 – Fælles bestemmelser

LOV nr 520 af 26/05/2010

§ 6. Anvendelse af stødgivende elektriske aggregater til at styre kreaturers adfærd er ikke tilladt.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at stk. 1 ikke omfatter visse anvendelser af nærmere angivne stødgivende elektriske aggregater.

§ 7. Den ansvarlige for bedriften skal sørge for, at kreaturer tilses mindst en gang om dagen.

Stk. 2. Syge eller tilskadekomne kreaturer skal tilses med en hyppighed, der sikrer fornøden overvågning af sygdommens udvikling, dog mindst to gange om dagen.

§ 8. Stalde, herunder båse, bokse, inventar og redskaber til kreaturer, skal regelmæssigt rengøres og desinficeres for at forebygge ophobning af sygdomsfremkaldende organismer.

§ 9. Luftcirkulation, støvindhold, temperatur, relativ luftfugtighed, koncentrationer af luftarter og støjforhold skal holdes på et niveau, som ikke er skadeligt for kreaturer.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om forhold omfattet af stk. 1.

§ 10. Justitsministeren kan fastsætte regler om belysning i stalde og om staldes rumfang.

§ 11. Kloveftersyn på kreaturer over 12 måneder skal ske efter behov, dog mindst to gange årligt. Ungdyr, der har adgang til ustrøede arealer, skal kun efterses efter behov. Klovbehandling og -beskæring skal ske efter behov.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om, hvem der må foretage kloveftersyn, -behandling og -beskæring, og ministeren kan herunder fastsætte krav om uddannelse til personer, der foretager kloveftersyn, -behandling og -beskæring. Justitsministeren kan desuden fastsætte krav til uddannelsen.

§ 12. Der skal på bedriften være en behandlingsfacilitet, som gør det muligt at løfte bagben på kreaturer ved hjælp af mekaniske hjælpemidler.

§ 13. Når afgræsning anvendes, må kreaturer først komme på græs, når vejrforhold, mark, græs og drivveje er egnede hertil. Drivveje skal bestå af et farbart underlag.

Stk. 2. Ved ekstreme vejrsituationer skal kreaturer holdes på stald.

Stk. 3. I varme perioder skal alle kreaturer på afgræsningsarealet have mulighed for at få skygge eller have adgang til stald.

Stk. 4. Kreaturer skal have adgang til vand i umiddelbar forbindelse med afgræsningsarealet.