← Sydslesvigloven

§ Sydslesvigloven · kapitel 3 af 5

Kapitel 3 – Tilskud og lån

LOV nr 287 af 29/03/2010

Tilskudsmodtagere

§ 11. Tilskud og lån kan ydes til foreninger, organisationer m.v.,

  1. der er hjemmehørende i Sydslesvig,

  2. der har til formål at udøve aktiviteter til gavn for det danske mindretal i Sydslesvig, jf. § 2,

  3. hvis vedtægter sikrer gennemsigtighed og åbenhed vedrørende deres virksomhed,

  4. hvis hjemmeside på internettet på en lettilgængelig måde indeholder information på dansk om deres ledelse og virksomhed, herunder regnskaber,

  5. der ikke driver erhvervsmæssig virksomhed,

  6. hvis midler, herunder ved nedlæggelse, ifølge vedtægten alene må anvendes til aktiviteter efter § 2, og

  7. der ikke yder deres ledelse eller andet personale løn og vederlag ud over det normale i Sydslesvig for tilsvarende hverv eller beskæftigelse.

Stk. 2. Stk. 1, nr. 1, 6 og 7, gælder ikke for tilskud til aktiviteter omfattet af § 2, stk. 2, nr. 1 eller 2.

Resultataftaler og driftstilskud

§ 12. Sydslesvigudvalget kan yde driftstilskud til foreninger, organisationer m.v., der har indgået en resultataftale med udvalget.

Stk. 2. Resultataftalen skal som minimum fastsætte

  1. aftalens varighed,

  2. de aktiviteter, som aftalen omfatter,

  3. mål for de aktiviteter, der er nævnt i nr. 2,

  4. krav til tilskudsmodtagerens faglige afrapportering til Sydslesvigudvalget og undervisningsministeren,

  5. tilskuddenes størrelse, jf. § 13,

  6. udbetalingstidspunkter for tilskuddene og

  7. krav til de oplysninger, som tilskudsmodtagerne skal indsende forud for de enkelte tilskudsudbetalinger.

§ 13. Driftstilskud efter en resultataftale til formål omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1, ydes som et eller flere grundtilskud, der er fastsat i aftalen, og som taxametertilskud, der ydes ud fra objektive kriterier fastsat i aftalen.

Stk. 2. Driftstilskud efter en resultataftale til formål omfattet af § 2, stk. 1, nr. 2-7, ydes som et eller flere grundtilskud, der er fastsat i aftalen, som taxametertilskud, der ydes ud fra objektive kriterier fastsat i aftalen, eller som en kombination heraf.

Stk. 3. Der fastsættes i resultataftalen et loft for størrelsen af de samlede taxametertilskud, der kan ydes til en eller flere aktiviteter, der er omfattet af aftalen.

Tilskud og lån til bygge- og anlægsprojekter

§ 14. Sydslesvigudvalget kan yde tilskud eller lån til bygge- og anlægsprojekter i Sydslesvig med henblik på tilvejebringelse af fysiske rammer for mindretallets foreninger, organisationer m.v., jf. § 11, stk. 1.

Stk. 2. De nærmere vilkår for ydelse af lån fastsættes på de årlige finanslove.

Projekttilskud

§ 15. Sydslesvigudvalget kan yde projekttilskud til foreninger, organisationer m.v. til enkeltstående projekter, hvis varighed ikke overstiger 3 finansår.

Stk. 2. Sydslesvigudvalget fastlægger en tilskudspolitik for tildeling af projekttilskud.

Tilskudsudbetaling

§ 16. Undervisningsministeren udbetaler tilskud og lån i overensstemmelse med Sydslesvigudvalgets afgørelser.

§ 17. Sydslesvigudvalget kan træffe afgørelse om, at tilskud udbetales forskudsvis.