← Sydslesvigloven

§ Sydslesvigloven · kapitel 2 af 5

Kapitel 2 – Sydslesvigudvalget

LOV nr 287 af 29/03/2010

§ 3. Undervisningsministeren nedsætter Sydslesvigudvalget, som består af 5 medlemmer. Folketinget vælger udvalgets medlemmer efter forholdstal blandt sine medlemmer. Folketinget kan dog i ganske særlige tilfælde vælge et eller flere udvalgsmedlemmer, der ikke er medlem af Folketinget, hvis den eller de pågældende har tilknytning til et af Folketingets partier og den eller de pågældende har et særligt indblik i og interesse for spørgsmål vedrørende det danske mindretal i Sydslesvig. Undervisningsministeren udpeger udvalgets formand blandt de valgte medlemmer.

Stk. 2. Sydslesvigudvalgets funktionsperiode følger Folketingets valgperiode, dog således at valg til udvalget først bortfalder, når et nyt udvalg er nedsat efter stk. 1.

Stk. 3. Udtræder et medlem af Sydslesvigudvalget, vælger Folketinget et nyt medlem af udvalget for den resterende del af funktionsperioden, jf. stk. 1.

Stk. 4. Undervisningsministeriet yder sekretariatsbistand til Sydslesvigudvalget.

§ 4. Sydslesvigudvalget virker som bindeled mellem det danske mindretal i Sydslesvig og Folketinget.

§ 5. Sydslesvigudvalget træffer efter ansøgning afgørelse om tilskud og lån, jf. kapitel 3, inden for de bevillinger, som er afsat på de årlige finanslove. Udvalget indgår efter ansøgning resultataftaler efter § 12.

Stk. 2. Inden Sydslesvigudvalget træffer begunstigende afgørelser om ydelse af tilskud eller lån og indgår resultataftaler, skal udvalget indhente en udtalelse fra undervisningsministeren om den påtænkte afgørelse eller resultataftale.

Stk. 3. Sydslesvigudvalgets afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 4. Sydslesvigudvalget fastsætter efter høring af undervisningsministeren nærmere regler om ansøgningsfrister, krav til ansøgningers indhold og krav om brug af særlige ansøgningsblanketter, herunder om anvendelse af digitale ansøgningsblanketter.

§ 6. Sydslesvigudvalget fører tilsyn med tilskudsmodtagernes anvendelse af tilskud og lån.

§ 7. Sydslesvigudvalget kan rådgive undervisningsministeren om forhold af betydning for det danske mindretal i Sydslesvig inden for undervisningsministerens område. Udvalget kan endvidere rådgive andre ministre om ordninger på deres områder for det danske mindretal i Sydslesvig, herunder om tildeling af støtte.

§ 8. Formanden indkalder til og leder Sydslesvigudvalgets møder.

Stk. 2. Sydslesvigudvalget er beslutningsdygtigt, når 4 medlemmer er til stede. Beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

Stk. 3. Sydslesvigudvalget fastsætter en forretningsorden for sit virke.

§ 9. Sydslesvigudvalget udarbejder en årlig beretning om sin virksomhed, herunder om fordelingen af de bevillinger, som er afsat på finansloven, og modtagne ansøgninger om tilskud og lån.

Stk. 2. Sydslesvigudvalget sender for hvert finansår inden den 1. maj det følgende år et årsregnskab, der underskrives af alle medlemmer af udvalget, til undervisningsministeren og Rigsrevisionen. Regnskabet revideres af Rigsrevisionen i henhold til lov om revisionen af statens regnskaber m.m.

§ 10. Sydslesvigudvalget offentliggør på sin hjemmeside på internettet den årlige beretning om sin virksomhed og årsregnskabet, jf. § 9, forretningsordenen, jf. § 8, stk. 3, indgåede resultataftaler, jf. § 12, og tilskudspolitikken, jf. § 15, stk. 2.