← Lov om arbejdsskadesikring i Grønland

§ Lov om arbejdsskadesikring i Grønland · kapitel 11 af 12

Kapitel 11 – Forskellige bestemmelser

LOV nr 1528 af 21/12/2010

§ 70. Ydelser i henhold til loven kan ikke danne grundlag for regreskrav mod en skadevolder, der har pådraget sig erstatningspligt over for tilskadekomne eller deres efterladte. Tilskadekomnes eller de efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige nedsættes, i det omfang der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til de pågældende efter denne lov.

§ 71. Aftaler mellem sikringspligtige og de berettigede er ugyldige, når de går ud på eller fører til, at bestemmelser i loven ikke skal gælde, eller at de berettigede skal udrede en forsikringspræmie til et forsikringsselskab eller et bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, som efter loven påhviler den sikringspligtige, eller at pligtige ydelser ikke skal beregnes efter loven. Ligeledes er aftaler om tilbageholdelse i løn i anledning af sikring efter loven ugyldige.

§ 72. Efter overenskomst med andre stater kan beskæftigelsesministeren fastsætte regler om, i hvilket omfang lovens bestemmelser eller bestemmelserne i den fremmede stats tilsvarende lovgivning skal anvendes på forhold, der reguleres i loven.

§ 73. Ansatte i Arbejdsskadestyrelsen, herunder ansatte lægekonsulenter, må ikke være ansat i eller tage del i ledelsen af et forsikringsselskab eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.

§ 74. Efter anmodning kan Arbejdsskadestyrelsen under anvendelse af denne lovs bestemmelser i øvrigt afgive udtalelser om spørgsmål vedrørende personskade, der ikke er omfattet af loven. Arbejdsskadestyrelsen kan tillige afgive udtalelser efter § 10 i anordning om ikrafttræden af lov om erstatningsansvar i Grønland.

Stk. 2. For sådanne udtalelser betales et beløb, der fastsættes af Arbejdsskadestyrelsens direktør.

§ 75. En sikringspligtig arbejdsgiver, der undlader at tegne forsikring eller tilslutte sig Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, kan pålægges bødeansvar.

Stk. 2. En sikringspligtig arbejdsgiver, der undlader at holde forsikringen i kraft eller betale bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, kan pålægges bødeansvar.

Stk. 3. En sikringspligtig arbejdsgiver, der ikke rettidigt anmelder en indtruffet arbejdsskade eller ikke medvirker ved sagsoplysningen af en anmeldt arbejdsskade, jf. kapitel 7, kan pålægges bødeansvar.

Stk. 4. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber, anpartsselskaber el.lign., kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

Stk. 5. Er overtrædelsen begået af den danske stat, Grønlands Selvstyre, en kommune eller et kommunalt fællesskab, kan der pålægges staten, Grønlands Selvstyre, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.