§ Lov om radiofrekvenser · kapitel 9 af 14
Kapitel 9 – IT- og Telestyrelsens tilsyn m.v.
LOV nr 475 af 12/06/2009
§ 41. IT- og Telestyrelsen fører tilsyn med overholdelse af loven og af regler og vilkår, der er fastsat i medfør af loven.
Stk. 2. IT- og Telestyrelsens tilsyn efter stk. 1 sker efter følgende prioritering:
-
Forstyrrelser, hvis følgevirkninger kan medføre fare for menneskers liv eller helbred.
-
Andre forstyrrelser og overtrædelser af loven og regler og vilkår, der er fastsat i medfør af loven.
Stk. 3. IT- og Telestyrelsen kan som en del af det generelle tilsyn, jf. stk. 1, foretage monitering af konkrete frekvensbånd med henblik på at
-
opklare konkrete forstyrrelser forårsaget af frekvensanvendelse eller andre elektromagnetiske fænomener,
-
sikre overholdelse af loven og af regler og vilkår, der er fastsat i medfør af loven, og
-
sikre overholdelse af forpligtelser, der følger af det internationale frekvenssamarbejde eller samarbejdet i EU.
§ 42. IT- og Telestyrelsen kan ved konstatering af overtrædelser af loven og af regler og vilkår, der er fastsat i medfør af loven, meddele ejeren eller brugeren af det radioudstyr, teleterminaludstyr eller elektriske og elektroniske apparat, som forårsager overtrædelsen, påbud om at
-
foretage de foranstaltninger, der er nødvendige for at afhjælpe forstyrrelsen, herunder reparation, montering af ekstra filtre og afhjælpning af fejl, der skyldes mangelfuld eller fejlbehæftet installation eller forkert anvendelse af det pågældende radioudstyr, teleterminaludstyr eller elektriske eller elektroniske apparat,
-
bringe frekvensanvendelsen i overensstemmelse med loven og regler og vilkår, der er fastsat i medfør af loven, og
-
standse driften af radioudstyr, teleterminaludstyr og elektriske og elektroniske apparater.
Stk. 2. IT- og Telestyrelsen kan ved konstatering af forstyrrelser på stedet
-
foretage undersøgelser af radioudstyr, teleterminaludstyr og elektriske og elektroniske apparater og
-
foretage afbrydelse af radioudstyr, teleterminaludstyr og elektriske og elektroniske apparater, som forstyrrer andre apparater, hvis funktion er afgørende for menneskers liv eller helbred.
§ 43. IT- og Telestyrelsen kan udstede påbud med henblik på at bringe overtrædelser af § 22 til ophør.
§ 44. IT- og Telestyrelsen har mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme med henblik på at standse forstyrrelser af tjenester, radioudstyr, teleterminaludstyr og elektriske og elektroniske apparater, hvis funktion er afgørende for menneskers liv eller helbred.
Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand til at gennemføre adgang til offentlige og private ejendomme som nævnt i stk. 1. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
Stk. 3. IT- og Telestyrelsen forelægger snarest muligt, og senest inden 24 timer efter at IT- og Telestyrelsen tvangsmæssigt har skaffet sig adgang som nævnt i stk. 1, sagen for retten. Retten afgør ved kendelse, om indgrebet kan godkendes. Burde indgrebet efter rettens opfattelse ikke være foretaget, giver retten meddelelse herom til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling.