← Lov om radiofrekvenser

§ Lov om radiofrekvenser · kapitel 10 af 14

Kapitel 10 – Delegation og instruktions- og dispensationsadgang

LOV nr 475 af 12/06/2009

§ 45. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan fastsætte regler, hvorefter andre offentlige myndigheder og private bemyndiges til helt eller delvis at udføre opgaver, som følger af regler udstedt i medfør af §§ 27-30. Dette gælder dog ikke regelfastsættelse i medfør af §§ 27-30, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Ministeren for videnskab, teknologi, og udvikling kan fastsætte regler, hvorefter offentlige myndigheder, der i medfør af stk. 1 er bemyndiget til at udføre opgaver, kan fastsætte regler som nævnt i §§ 28 og 29.

§ 46. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan ikke give IT- og Telestyrelsen tjenestebefaling om IT- og Telestyrelsens varetagelse af myndighedsopgaver vedrørende konkrete sager, om behandling og afgørelse af enkeltsager, om IT- og Telestyrelsens udstedelse af regler på områder, hvor IT- og Telestyrelsen er bemyndiget hertil, eller om IT- og Telestyrelsens øvrige tilsynsaktiviteter med henblik på at sikre overholdelsen af denne lov og regler udstedt i medfør heraf.

Stk. 2. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan ikke dispensere fra regler udstedt af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling i medfør af denne lov.

Stk. 3. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan ikke give offentlige myndigheder eller private, som er bemyndiget til helt eller delvis at udføre opgaver, jf. § 45, stk. 1, tjenestebefaling vedrørende de konkrete sager og opgaver, som den offentlige myndighed eller private er bemyndiget til at udføre.