§ Vandsektorloven · kapitel 9 af 11
Kapitel 9 – Underretning, klage og søgsmål
LOV nr 469 af 12/06/2009
§ 26. Afgørelser efter denne lov eller efter regler fastsat i medfør heraf meddeles skriftligt til adressaten. Afgørelser, der kan påklages, meddeles tillige klageberettigede foreninger, organisationer og myndigheder, jf. § 27, og de myndigheder, der i øvrigt har været inddraget i sagens behandling.
Stk. 2. Forsyningssekretariatets afgørelser efter denne lov eller efter regler fastsat i medfør heraf, kan påklages til Konkurrenceankenævnet efter bestemmelserne i dette kapitel.
Stk. 3. Vandselskabernes afgørelser om aktindsigtsspørgsmål efter lov om offentlighed i forvaltningen, jf. § 14, stk. 1, og efter lov om aktindsigt i miljøoplysninger, jf. § 14, stk. 2, kan påklages til det miljøklagenævn, der er nedsat i medfør af lov om miljøbeskyttelse. § 102, § 104, stk. 1 og 2, § 105, § 106 og § 109 i lov om miljøbeskyttelse finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Andre afgørelser efter loven kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 5. Klage til Konkurrenceankenævnet indgives skriftligt af de klageberettigede efter § 27 til Forsyningssekretariatet. Forsyningssekretariatet sender umiddelbart efter klagefristens udløb klagen til Konkurrenceankenævnet ledsaget af den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.
Stk. 6. Klage til Miljøklagenævnet indgives skriftligt til det vandselskab, der har truffet afgørelsen. Vandselskabet sender umiddelbart efter klagefristens udløb klagen til Miljøklagenævnet ledsaget af den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.
Stk. 7. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes fristen dog altid fra bekendtgørelsen.
Stk. 8. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om Miljøklagenævnets sammensætning og virksomhed ved behandlingen af sager efter stk. 3.
§ 27. Klageberettiget er adressaten for afgørelsen. For så vidt angår spørgsmål om natur og miljø, er endvidere følgende klageberettigede:
-
Offentlige myndigheder,
-
lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen, og
-
landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø.
Stk. 2. Konkurrenceankenævnet kan kræve, at foreningerne eller organisationerne, jf. stk. 1, nr. 2 og 3, dokumenterer deres klageberettigelse ved indsendelse af vedtægter eller på anden måde.
§ 28. Forsyningssekretariatet skal skriftligt underrette de klageberettigede, jf. § 27, om afgørelser, der kan påklages efter § 26. Underretning til foreninger og organisationer, jf. § 27, stk. 1, nr. 2 og 3, kan dog finde sted ved offentlig annoncering, medmindre de klageberettigede har anmodet om skriftlig underretning.
§ 29. Søgsmål til prøvelse af afgørelser efter loven eller de regler, der fastsættes i medfør heraf, skal være anlagt, inden 6 måneder efter at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes fristen dog altid fra bekendtgørelsen.
Stk. 2. Forsyningssekretariatets afgørelser efter denne lov, eller efter regler fastsat med hjemmel i loven, kan ikke indbringes for domstolene, før Konkurrenceankenævnets endelige afgørelse foreligger.