← Vandsektorloven

§ Vandsektorloven · kapitel 1 af 11

Kapitel 1 – Formål og anvendelsesområde

LOV nr 469 af 12/06/2009

§ 1. Loven skal medvirke til at sikre en vand- og spildevandsforsyning af høj sundheds- og miljømæssig kvalitet, som tager hensyn til forsyningssikkerhed og naturen og drives på en effektiv måde, der er gennemsigtig for forbrugerne.

§ 2. Loven omfatter i sin helhed

  1. vand- eller spildevandsforsyningsvirksomheder og vandselskaber, der enkeltvis eller sammen med andre forsyningsvirksomheder eller vandselskaber af samme art, som helt eller delvis, direkte eller indirekte er ejet af en kommune på tidspunktet for lovens ikrafttræden og forsyner eller har til formål at forsyne mindst ti ejendomme med vand eller behandler eller transporterer spildevand hidrørende fra mindst ti ejendomme, og

  2. vandselskaber, der enkeltvis eller sammen med andre vandselskaber, som helt eller delvis, direkte eller indirekte har samme ejerkreds og leverer mindst 200.000 m3 vand årligt og forsyner eller har til formål at forsyne mindst ti ejendomme eller behandler eller transporterer mindst 200.000 m3 spildevand årligt hidrørende fra mindst ti ejendomme.

Stk. 2. Loven gælder for serviceselskaber, jf. § 19, stk. 3.

Stk. 3. Lovens § 4, stk. 4, § 10, stk. 1, 2 og 4-6, og kapitel 8 gælder for alle vand- eller spildevandsforsyningsvirksomheder og vandselskaber.

Stk. 4. De vand- eller spildevandsforsyningsvirksomheder og vandselskaber, der opfylder betingelserne for at være omfattet af stk. 1, skal skriftligt anmelde dette til Forsyningssekretariatet.

Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte regler om Forsyningssekretariatets pligt til at registrere anmeldte vand- eller spildevandsforsyningsvirksomheder og vandselskaber og om vand- el­ler spildevandsforsyningsvirksomhedernes og vand­selskabernes anmeldelse efter stk. 4, herunder om fristen for anmeldelse.

Stk. 6. I loven forstås ved følgende begreber:

  1. Vandforsyningsvirksomhed: Den del af den kommunale forvaltning, der indtil selskabsudskillelsen udøver vandforsyningsaktiviteter.

  2. Spildevandsforsyningsvirksomhed: Den del af den kommunale forvaltning, der indtil selskabsudskillelsen udøver spildevandsforsyningsaktiviteter.

  3. Vandselskab: Et selskab, herunder et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i den kommunale styrelseslov, en selvejende institution, en forening el.lign., der udøver vand- eller spildevandsforsyningsaktiviteter mod betaling.

  4. Forsyningsart: Vandforsyning eller spildevandsforsyning.

  5. Vandforsyningsaktivitet: Indvinding, behandling, transport eller levering af drikkevand mod betaling.

  6. Spildevandsforsyningsaktivitet: Transport, behandling eller afledning af spildevand mod betaling.

§ 3. Forsyningssekretariatet kan efter ansøgning undtage et vandselskab fra bestemmelserne i kapitel 2 om benchmarking, kapitel 3 om prisloft og § 10 om betaling til Forsyningssekretariatet. Undtagelse efter 1. pkt. skal meddeles, såfremt ansøgeren dokumenterer, at de af ansøgeren helt eller delvis, direkte eller indirekte ejede vandselskaber i de seneste 3 på hinanden følgende år årligt har leveret, behandlet eller transporteret mindre end 200.000 m3 vand eller spildevand.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på vandselskaber omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1, som på ansøgningstidspunktet ikke længere helt eller delvis, direkte eller indirekte er ejet af en kommune.

Stk. 3. Forsyningssekretariatet træffer afgørelse om undtagelse efter stk. 1 og 2 efter modtagelse af den fornødne dokumentation for kravets opfyldelse. Undtagelsen har virkning fra førstkommende hele kalenderår.

Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om kravene til dokumentation for opfyldelse af kravet om undtagelse efter stk. 1 og 2.