Vandsektorloven § 3

§ 3. Forsyningssekretariatet kan efter ansøgning undtage et vandselskab fra bestemmelserne i kapitel 2 om benchmarking, kapitel 3 om prisloft og § 10 om betaling til Forsyningssekretariatet. Undtagelse efter 1. pkt. skal meddeles, såfremt ansøgeren dokumenterer, at de af ansøgeren helt eller delvis, direkte eller indirekte ejede vandselskaber i de seneste 3 på hinanden følgende år årligt har leveret, behandlet eller transporteret mindre end 200.000 m3 vand eller spildevand.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på vandselskaber omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1, som på ansøgningstidspunktet ikke længere helt eller delvis, direkte eller indirekte er ejet af en kommune.

Stk. 3. Forsyningssekretariatet træffer afgørelse om undtagelse efter stk. 1 og 2 efter modtagelse af den fornødne dokumentation for kravets opfyldelse. Undtagelsen har virkning fra førstkommende hele kalenderår.

Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om kravene til dokumentation for opfyldelse af kravet om undtagelse efter stk. 1 og 2.

Kilde: Retsinformation.dk