Lov om afgift af kvælstofoxider § 10
§ 10. For virksomheder, hvis samlede udledning af NO2-ækvivalenter til luften ved forbrænding oversteg 0,5 kg NOX /GJ brændselsforbrug i 2006, og som havde et årligt brændselsforbrug på over 5 PJ fra stationære anlæg i 2006, betales der fra den 1. januar 2010 til den 31. december 2010 alene afgift af den del af udledningen, der ligger højere end 0,18 kg NOX/GJ.
Stk. 2. For virksomheder, hvis samlede udledning af NO2-ækvivalenter til luften ved forbrænding oversteg 0,5 kg NOX /GJ brændselsforbrug i 2006, og som havde et årligt brændselsforbrug på over 5 PJ fra stationære anlæg i 2006, betales der fra og med den 1. januar 2011 alene afgift af den del af udledningen, der ligger højere end 0,15 kg NOX/GJ.
Stk. 3. Bundfradragene i stk. 1 og 2 finder endvidere anvendelse på varer, der er modtaget afgiftsfrit og forbrugt i virksomheden. Bundfradragene efter stk. 1 og 2 kan ikke overføres til andre afgiftsperioder.
Stk. 4. Virksomheder, der opgør afgiften efter § 6, stk. 1, kan beregne et fælles fradrag for alle de benyttede brændsler og for alle de benyttede ovn- eller kedelanlæg, hvor der sker måling, forudsat at ovn- eller kedelanlæggene m.v. befinder sig på samme geografiske sted.
Stk. 5. Skatteministeren fastsætter regler, der nærmere angiver retningslinjerne for administrationen af bundfradragene i stk. 1 og 2.
Kilde: Retsinformation.dk