Lov om fremme af vedvarende energi § 47
§ 47. Denne bestemmelse omhandler elektricitet produceret på anlæg, hvor der alene anvendes
-
solenergi, bølgekraft eller vandkraft eller
-
andre vedvarende energikilder bortset fra biogas og biomasse, jf. §§ 44-46.
Stk. 2. For elektricitet fra anlæg nettilsluttet senest den 21. april 2004 ydes der et pristillæg, der fastsættes således, at dette og den efter § 51, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 60 øre pr. kWh. Pristillægget ydes i 20 år fra nettilslutningen, dog mindst i 15 år regnet fra den 1. januar 2004.
Stk. 3. For elektricitet fra anlæg, som er nettilsluttet den 22. april 2004 eller senere, ydes der pristillæg på følgende måde:
-
For elektricitet fremstillet ved anvendelse af energikilder eller teknologier af væsentlig betydning for den fremtidige udbredelse af VE-elektricitet ydes der efter klima- og energiministerens bestemmelse et pristillæg, som fastsættes således, at dette og den efter § 51, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 60 øre pr. kWh i 10 år efter nettilslutningen og 40 øre pr. kWh i de følgende 10 år.
-
For elektricitet fremstillet ved andre energikilder end de i nr. 1 nævnte ydes et pristillæg på 10 øre pr. kWh i 20 år fra nettilslutningstidspunktet.
Stk. 4. Klima- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om, at der ydes pristillæg efter stk. 3 til elproduktionen fra et anlæg nettilsluttet senest den 21. april 2004, når elproduktionskapaciteten efter denne dato forøges væsentligt på grund af udskiftning eller væsentlige ombygninger af anlægget.
Kilde: Retsinformation.dk