Lov om fremme af vedvarende energi § 34
§ 34. Denne bestemmelse omhandler regulering af elproduktionen fra havvindmølleparker, som er etableret efter afholdelse af udbud som nævnt i § 23.
Stk. 2. Elproducenten anmelder sin plan for elproduktionen for det følgende driftsdøgn til Energinet.dk.
Stk. 3. Energinet.dk kan påbyde nedregulering ved reduktion eller afbrydelse af elproduktionen, hvis dette er nødvendigt på grund af
-
fejl eller vedligeholdelsesarbejder på transmissionsanlæg til ilandføringen af elproduktion eller i det øvrige transmissionsnet eller
-
kapacitetsbegrænsninger i øvrigt i det sammenhængende transmissionsnet, som kan afhjælpes ved nedregulering.
Stk. 4. Påbud efter stk. 3 er betinget af, at nedreguleringen er nødvendig af hensyn til forsyningssikkerheden eller en samfundsøkonomisk optimal udnyttelse af det sammenhængende elforsyningssystem, herunder sikringen af et velfungerende konkurrencemarked.
Stk. 5. Hvis elproducentens faktiske elproduktion i et driftsdøgn ikke svarer til det anmeldte med senere påbudte nedreguleringer, kan Energinet.dk kræve, at der ydes rimelig betaling for de ubalancer, som elproducenten samlet set påfører systemet.
Stk. 6. Energinet.dk kan fastsætte forskrifter for anmeldelse efter stk. 2 og forskrifter indeholdende generelle kriterier for nedregulering efter stk. 3.
Stk. 7. Forskrifterne skal være tilgængelige for brugere og potentielle brugere af det kollektive elforsyningssystem. Energinet.dk skal efter høring af relevante parter anmelde de fastsatte forskrifter til Energistyrelsen. Energistyrelsen kan give pålæg om ændring af forskrifterne.
Kilde: Retsinformation.dk