§ Dagtilbudsloven · kapitel 40 af 46
Kapitel 17 – Betaling og tilbagebetaling
LOV nr 501 af 06/06/2007
Betaling
§ 92. Kommunalbestyrelsen opkræver betaling for ydelser m.v. efter denne lov. Privatinstitutioner, private fritidshjem og private pasningsordninger, jf. § 19, stk. 4, § 52, stk. 4, og §§ 78 og 80, opkræver selv betaling for ydelser, som privatinstitutioner, private fritidshjem og private pasningsordninger tilbyder efter denne lov.
Stk. 2. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan fastsætte regler om betaling og opkrævning af gebyr ved ikke rettidig betaling for ydelser efter denne lov. Der kan herunder fastsættes regler om bortfald af en betalingsaftale, hvis skyldneren trods påkrav udebliver med en ydelse efter aftalen.
Tilbagebetaling
§ 93. Tilskud, som kommunalbestyrelsen har ydet efter denne lov, skal tilbagebetales, når modtageren mod bedre vidende har
-
undladt at give oplysninger som krævet i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller
-
modtaget tilskud efter denne lov uden at være berettiget til det.
Stk. 2. K rav på tilbagebetaling efter stk. 1 bortfalder, når der er gået 5 år efter tilskuddets ophør, uden at der efter reglerne i § 94 har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.
Inddrivelse
§ 94. Skyldige beløb efter denne lov inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden ved udpantning eller ved indeholdelse i løn m.v. efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen indtræder for skyldige beløb efter denne lov i retten til udbetaling af overskydende skat og arbejdsbidrag med godtgørelse og renter, jf. kildeskattelovens § 62, samt retten til tilbagebetaling, jf. kildeskattelovens § 55. Dette gælder, selv om der er indgået en aftale om betaling af det skyldige beløb.
Stk. 3. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan eftergive skyldige beløb efter denne lov efter reglerne i opkrævningsloven.
Stk. 4. Stk. 1-3 gælder ikke for skyldige beløb, der tilkommer privatinstitutioner, private fritidshjem og private pasningsordninger, jf. § 19, stk. 4, § 52, stk. 4, og §§ 78 og 80.