← Dagtilbudsloven

§ Dagtilbudsloven · kapitel 39 af 46

Kapitel 16 – Tilskud til pasning af egne børn

LOV nr 501 af 06/06/2007

§ 86. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at give forældre med børn i alderen 24 uger og indtil barnets skolestart mulighed for at vælge økonomisk tilskud til pasning af egne børn i stedet for en plads i et dagtilbud efter § 19, stk. 2 og 3, eller § 21, stk. 2 og 3, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at der kun gives tilskud til forældre med børn i en bestemt aldersgruppe.

§ 87. Det er en betingelse for at få tilskud til pasning af egne børn, at ansøgeren

  1. ikke samtidig modtager offentlig overførelsesindkomst eller har en arbejdsindtægt,

  2. ikke er omfattet af § 13, stk. 7 og 8, jf. § 26, stk. 5 og 8, i lov om aktiv socialpolitik og

  3. har opholdt sig her i landet i 7 ud af de seneste 8 år.

Stk. 2. Kravet om ophold efter stk. 1, nr. 3, gælder ikke for EU/EØS-borgere, i det omfang de efter EU-retten er berettiget til ydelsen.

§ 88. Tilskud til pasning af egne børn kan gives fra det tidspunkt, hvor barnet kan tilbydes en plads i et dagtilbud efter § 19, stk. 2 og 3, eller § 21, stk. 2 og 3. Der kan maksimalt udbetales tre tilskud til samme husstand.

Stk. 2. Det samlede tilskud pr. husstand kan ikke overstige beløbet for maksimale dagpenge.

Stk. 3. Tilskuddet kan gives for én samlet periode på minimum 8 uger og maksimalt 1 år. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at fastsætte en længere minimumsperiode og en kortere maksimumsperiode.

§ 89. Kommunalbestyrelsen fastsætter tilskud til pasning af egne børn. Tilskud til pasning af egne børn fastsættes ens for alle børn inden for samme aldersgruppe.

Stk. 2. Tilskuddet kan højst udgøre 85 pct. af den billigste nettodriftsudgift i et dagtilbud til samme aldersgruppe i kommunen.

§ 90. Kommunalbestyrelsen skal oplyse forældrene om retningslinjerne for optagelse i dagtilbud efter tilskudsperiodens udløb og ved afbrydelse af den aftalte tilskudsperiode.

§ 91. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at forældrene ikke kan få tilskud til pasning af egne børn efter § 86, hvis kommunalbestyrelsen i forbindelse med iværksættelse af hjælpeforanstaltninger efter § 52 i lov om social service anser det for nødvendigt, at et barn er optaget i et dagtilbud.

Afsnit VI

Administration m.v.