← Pensionsafkastbeskatningslov

§ Pensionsafkastbeskatningslov · kapitel 8 af 12

Kapitel 2 – Skattepligtigt afkast

LOV nr 1535 af 19/12/2007

§ 2. Der skal betales en skat til staten på 15 pct. af det skattepligtige afkast.

§ 3. Til beskatningsgrundlaget medregnes alle former for formueafkast af

  1. ordninger i penge- og kreditinstitutter, der er nævnt i pensionsbeskatningslovens kapitel 1,

  2. de selvpensioneringskonti oprettet før den 2. juni 1998, der er nævnt i pensionsbeskatningslovens § 51, og lignende skattebegunstigede selvpensioneringskonti oprettet før den 2. juni 1998 og

  3. de konti, der er nævnt i pensionsbeskatningslovens § 42.

Stk. 2. Tab på en fordring medregnes ikke ved opgørelsen, hvis renteindtægter af fordringen eller gevinster på fordringen som følge af en dobbeltbeskatningsoverenskomst ikke skal medregnes ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget.

Stk. 3. Ved opgørelsen af den skattepligtige rente af kontantkonti, der tilskrives på grundlag af afkastet af værdipapirer, som er udskilt fra øvrige værdipapirer tilhørende penge- eller kreditinstituttet, skal hele det årlige nettoafkast medregnes. Hvis der ved en sådan kontos ophævelse er gevinst eller tab i forhold til indeståendet, skal denne forskel medregnes til beskatningsgrundlaget.

§ 4. Det skattepligtige afkast af ordninger i livsforsikringsselskaber, pensionskasser og pensionsfonde omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1, opgøres som forskellen mellem værdien af forsikringens depot ved indkomstårets udgang korrigeret efter stk. 3 og værdien af forsikringens depot ved indkomstårets begyndelse korrigeret efter stk. 4. Der bortses fra overførsler til depotet, der er blevet medregnet til beskatningsgrundlaget efter stk. 5.

Stk. 2. Forsikringens depot opgøres som indbetalte forsikringspræmier og overførsler fra særlige bonushensættelser med fradrag af omkostnings- og risikopræmie og gebyrer og med tillæg af rente i henhold til forsikringsaftalen, omkostnings-, risiko- og rentebonus, hensættelsesforøgelse og -nedsættelse i tilfælde af forsikringsbegivenhedens indtræden, jf. dog stk. 6, og med fradrag af forsikringsudbetalinger.

Stk. 3. Forsikringens depot ved indkomstårets udgang opgøres således:

  1. Depotet tillægges udbetalinger i årets løb.

  2. Depotet tillægges skattebeløb indeholdt efter § 21, stk. 2.

  3. Depotet tillægges betaling af risikopræmie for forsikringsdækningen, herunder eventuel negativ risikobonus.

  4. Depotet tillægges betaling af omkostningspræmie, herunder eventuel negativ omkostningsbonus, og gebyrer ved den løbende administration af forsikringen eller genkøb af denne.

  5. Depotet kan nedsættes med positiv bonus tilskrevet depotet, der kan henføres til andre kilder end merafkast af livsforsikringsselskabets m.v. investeringsaktivitet i forhold til det, der er forudsat i det tekniske grundlag (rentebonus).

  6. Depotet tillægges bonus, der ikke er tilskrevet forsikringens depot, men som på anden måde er knyttet til forsikringen eller pensionskasseordningen. Bonus tillægges, medmindre den kan henføres til andre kilder end merafkast af livsforsikringsselskabets m.v. investeringsaktivitet i forhold til det, der er forudsat i det tekniske grundlag (rentebonus).

  7. Depotet korrigeres for ændring i særlige bonushensættelser knyttet til forsikringen eller pensionskasseordningen. Der kan bortses fra ændringer, der kan henføres til omkostnings- og risikobonus. Vælger pensionsinstituttet at se bort fra ændringer, der kan henføres til omkostnings- og risikobonus, er valget bindende. Valget træffes i forbindelse med overgang til beskatning efter denne lov.

  8. Depotet tillægges udbetalinger i årets løb med tillæg af skattebeløb indeholdt efter § 21, stk. 2, der i henhold til pensionsordningen udbetales fra midler fra livsforsikringsselskabets m.v. investeringsafkast direkte til den berettigede.

  9. Depotet tillægges et beløb svarende til nedsættelsen af depotværdien som følge af forsikringens bortfald uden udbetaling.

  10. Depotet fradrages hensættelsesforøgelse og tillægges hensættelsesnedsættelse som følge af indtræden af forsikringsbegivenheden, jf. dog stk. 6.

  11. Depotet fradrages betaling for garantier for forsikringer uden ret til rentebonus.

Stk. 4. Forsikringens depot ved indkomstårets begyndelse tillægges indbetalinger i årets løb.

Stk. 5. Hvis den skattepligtige i forbindelse med tilbagekøb af forsikringen har krav på en andel af de ufordelte bonusreserver svarende til, at de var blevet frigivet under forsikringens løbetid, medregnes til forsikringens depot ved indkomstårets udgang årligt et beløb svarende til, at beløbet var frigivet under forsikringens løbetid til forsikringen.

Stk. 6. Forsikringer, der indeholder ydelser med ret til løbende invalidepension eller præmiefritagelse, kan behandles, som om forsikringsbegivenheden ikke er indtruffet.

Stk. 7. Skatteministeren kan fastsætte regler om opgørelsen af beskatningsgrundlaget og dokumentationskrav.

§ 5. For ordninger i Den Særlige Pensionsopsparing, Den Supplerende Arbejdsmarkedspension for Førtidspensionister og kapitalpensionsfonde opgøres beskatningsgrundlaget som forskellen mellem værdien af indeståendet ved indkomstårets udgang med tillæg af udbetalinger i årets løb og værdien af indeståendet ved indkomstårets begyndelse med tillæg af indbetalinger i årets løb.

§ 6. De institutter, der er nævnt i § 1, stk. 2, nr. 3-6 og 9, skal medregne alle former for formueafkast til beskatningsgrundlaget. For ATP medregnes dog alene den del af formueafkastet, der kan henføres til pensionsordninger omfattet af § 2 i pensionsbeskatningsloven, bortset fra Den Supplerende Arbejdsmarkedspension for Førtidspensionister.

Stk. 2. Kursgevinstlovens §§ 4, 5, 7 og 8 finder tilsvarende anvendelse.

§ 7. De pensionskasser m.v., der er nævnt i § 1, stk. 2, nr. 1, 2, 7 og 8, skal medregne alle former for formueafkast til beskatningsgrundlaget, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget kan fradrages følgende:

  1. Beløb, der hensættes individuelt som rente m.v. til dækning af forpligtelser over for pensionsberettigede omfattet af § 1, stk. 1, og som beskattes efter § 4,

  2. beløb, der hensættes individuelt som rente m.v. til pensionsberettigede, hvis pensionsordninger er omfattet af pensionsbeskatningslovens §§ 53 A og 53 B,

  3. beløb til forsikringer, der ikke er omfattet af pensionsbeskatningsloven, og som alene kan komme til udbetaling i tilfælde af den forsikredes sygdom, invaliditet eller død inden forsikringens aftalte udløbstidspunkt, hvis det aftalte udløbstidspunkt ikke ligger senere end første policedag efter den forsikredes fyldte 80. år,

  4. beløb til forsikrings- og pensionsaftaler med kommuner for disses tjenestemandsforpligtelser,

  5. beløb til børneopsparingsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 51,

  6. beløb til livrenter uden ret til bonus tegnet før den 1. maj 1982,

  7. direkte udbetalinger af indkomstårets formueafkast til de pensionsberettigede anført i nr. 1-6,

  8. beløb, der hensættes til pensionsordninger omfattet af § 15 D i pensionsbeskatningsloven,

  9. beløb, der hensættes til pensionsordninger omfattet af § 53 i pensionsbeskatningsloven, og

  10. beløb, der hensættes til pensionsordninger, der er tegnet i selskabets filial i udlandet, på Færøerne eller i Grønland, og hvis ejer ikke er skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, eller hvis ejer er skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, men efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst er hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland.

Stk. 3. Kursgevinstlovens §§ 4, 5, 7 og 8 finder tilsvarende anvendelse.

§ 8. Livsforsikringsselskaber og forsikringsselskaber m.v. som nævnt i § 1, stk. 2, nr. 10-12, skal beskattes af ufordelte midler efter stk. 2-6.

Stk. 2. Ved ufordelte midler forstås hensættelser til kollektivt bonuspotentiale, ufordelte kollektive særlige bonushensættelser og akkumuleret værdiregulering, jf. lov om finansiel virksomhed og bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, som ikke beskattes efter § 4, stk. 5.

Stk. 3. Ved ufordelte midler forstås for livsforsikringsselskaber og forsikringsselskaber, der er hjemmehørende i udlandet, i Grønland eller på Færøerne, og som udøver forsikringsvirksomhed her i landet gennem et fast driftssted, jf. § 1, stk. 2, nr. 10-12, alle former for hensættelser m.v. til fordel for de pensionsberettigede, som ikke indgår i de pensionsberettigedes beskatningsgrundlag efter § 4. Livsforsikringsselskaber og forsikringsselskaber som nævnt i § 1, stk. 2, nr. 10-12, der er hjemmehørende i udlandet, i Grønland eller på Færøerne, skal foretage en regnskabsmæssig udskillelse af de forsikringsmæssige hensættelser for de forsikringer, der er tegnet her i landet.

Stk. 4. Beskatningsgrundlaget opgøres som de ufordelte midler opgjort ved indkomstårets udgang fratrukket de ufordelte midler opgjort ved indkomstårets begyndelse. I det omfang de ufordelte midler opgjort ved indkomstårets udgang er ændret som følge af beskatning efter stk. 1, bortses fra ændringen ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget.

Stk. 5. Der kan i beskatningsgrundlaget opgjort efter stk. 4 ses bort fra ændringen i det opsamlede risiko- og omkostningsresultat i de ufordelte midler i løbet af indkomståret, i det omfang denne er indtruffet efter overgangen til beskatning efter denne lov. Vælger den skattepligtige at se bort fra ændringen i det opsamlede risiko- og omkostningsresultat i de ufordelte midler i løbet af indkomståret, er dette valg bindende for den skattepligtige. Valget træffes i forbindelse med overgang til beskatning efter denne lov.

Stk. 6. Der ses i beskatningsgrundlaget opgjort efter stk. 4 bort fra ufordelte midler knyttet til

  1. pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens §§ 53 A og 53 B,

  2. forsikringer, der ikke er omfattet af pensionsbeskatningsloven, og som alene kan komme til udbetaling i tilfælde af den forsikredes sygdom, invaliditet eller død inden forsikringens aftalte udløbstidspunkt, såfremt det aftalte udløbstidspunkt ikke ligger senere end første policedag efter den forsikredes fyldte 80. år,

  3. forsikrings- og pensionsaftaler med kommuner for disses tjenestemandsforpligtelser,

  4. børneopsparingsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 51,

  5. livrenter uden ret til bonus tegnet før den 1. maj 1982,

  6. pensionsordninger omfattet af § 15 D i pensionsbeskatningsloven,

  7. pensionsordninger omfattet af § 53 i pensionsbeskatningsloven og

  8. pensionsordninger, der er tegnet i selskabets filial i udlandet, på Færøerne eller i Grønland, og hvis ejer ikke er skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, eller hvis ejer er skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, men efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst er hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland.

§ 9. Ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget efter §§ 3, 6 og 7 kan de renteudgifter, der er påløbet i indkomståret, fradrages ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget. Rente af skattebeløb efter denne lov henføres dog til betalingsåret. Renteudgifter efter § 28 og renteudgifter, der efter ligningslovens § 17 A ikke kan fradrages ved opgørelsen af skattepligtig indkomst, kan ikke fradrages ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget.

Stk. 2. Ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget efter §§ 3, 6 og 7 kan de omkostninger, der i indkomståret er afholdt til forvaltning af den skattepligtige formue, fradrages. Omkostningerne opgøres efter skattelovgivningens almindelige regler om skattepligtig indkomst. Reglerne om skattemæssige afskrivninger bortset fra reglerne om afskrivning på driftsmidler finder dog ikke anvendelse.

§ 10. For de opsparingsformer, der er nævnt i § 3, og for ordninger i kapitalpensionsfonde fritages en så stor del af beskatningsgrundlaget efter §§ 3 og 5, som værdien af kontoens indestående ved udgangen af 1982 udgør af værdien af indeståendet ved udgangen af indkomståret. Værdien af indeståendet ved udgangen af 1982 opgøres som værdien af obligationer opgjort til et gennemsnit af anskaffelseskurserne for de obligationer i den enkelte serie, som livsforsikringsselskaber og pensionskasser, der er omfattet af lov om finansiel virksomhed, Arbejdsmarkedets Tillægspension og Lønmodtagernes Dyrtidsfond, var i besiddelse af ved udgangen af 1982, værdien af pantebreve til kurs 85 samt børskursværdien af indeksobligationer, konvertible obligationer, aktier og investeringsforeningscertifikater. Værdien af indeståendet ved udgangen af indkomståret opgøres som handelsværdien af obligationer og pantebreve samt børskursværdien af indeksobligationer, konvertible obligationer, aktier og investeringsbeviser.

Stk. 2. For de ordninger i livsforsikringsselskaber, pensionskasser og pensionsfonde, der er nævnt i § 4, stk. 1, fritages for forsikringer og pensionsaftaler, der var i kraft ved udgangen af 1982, og som er i kraft ved udgangen af indkomståret, en så stor del af beskatningsgrundlaget efter § 4, stk. 1-6, som kan henføres til livsforsikringshensættelsen eller pensionshensættelsen med tillæg af en forholdsmæssig andel af kollektivt bonuspotentiale vedrørende den pågældende pensionsordning, dog for hver forsikring eller pensionsaftale højst præmiereserven opgjort ved udgangen af 1982 med tillæg af fordelt bonus, der ikke er overført til præmiereserven, og en forholdsmæssig andel af ufordelte beløb indeholdt i bonusfonden på dette tidspunkt bortset fra hensættelser vedrørende livrenter uden ret til bonus tegnet før den 1. maj 1982. Der kan bortses fra en forholdsmæssig andel af kollektivt bonuspotentiale ved opgørelsen af indkomstårets livsforsikrings- eller pensionshensættelse, hvis der samtidig bortses fra en forholdsmæssig andel af ufordelte beløb indeholdt i bonusfonden ved udgangen af 1982. Beskatningsgrundlaget nedsættes med den procentdel, der svarer til forholdet mellem den hensættelse, der er nævnt i 1. pkt., og den tilsvarende hensættelse ved udgangen af indkomståret. De hensættelser, der er nævnt i 1. pkt., opgøres ved udgangen af hvert af indkomstårene. Ved opgørelsen fratrækkes en eventuel statsgaranti eller tilsagn om statslig underskudsdækning. For medlemmer af pensionskasser, hvor pensionsordningen ikke er tarifmæssigt opbygget, og hvor pensionsudbetalingen endnu ikke er påbegyndt, fordeles den del af hensættelsen, der er fritaget efter 1. pkt., på grundlag af nutidsværdien af det tilsagn, der er afgivet over for det enkelte medlem. Nutidsværdien ganges med forholdet mellem det antal år, den pågældende har været medlem af pensionskassen ved udgangen af 1982, og det antal år, den pågældende har været medlem af pensionskassen, når pensionsudbetaling normalt skal påbegyndes. Pensionskassen kan i stedet vælge at fordele hensættelserne på grundlag af nutidsværdien af det enkelte medlems pensionstilsagn med fradrag af nutidsværdien af fremtidige ordinære bidrag, dog mindst nutidsværdien af de indbetalte ordinære bidrag for medlemmet med fradrag af risikopræmie.

Stk. 3. Arbejdsmarkedets Tillægspension er ikke skattepligtig af den del af afkastet omfattet af § 6, som kan henføres til pensionshensættelser med tillæg af en forholdsmæssig andel af bonuspotentiale for pensionsaftaler, der var i kraft ved udgangen af 1982, og som er i kraft ved udgangen af indkomståret, dog for hver pensionsaftale højst præmiereserven opgjort ved udgangen af 1982 med tillæg af fordelt bonus, der ikke er overført til præmiereserven, og en forholdsmæssig andel af ufordelte beløb indeholdt i bonusfonden på dette tidspunkt. Beskatningsgrundlaget efter § 6 nedsættes med den procentdel, der svarer til forholdet mellem de hensættelser, der er nævnt i 1. pkt., og passiverne ifølge årsregnskabet. De nævnte hensættelser og passiver opgøres ved udgangen af hvert af indkomstårene og opgøres samlet for hver årgang af medlemmer. Der foretages alene opdeling efter køn samt egen pension og ægtefællepension.

Stk. 4. For Lønmodtagernes Dyrtidsfond fritages den del af beskatningsgrundlaget, der svarer til forholdet mellem værdien af formuen ved udgangen af 1982 og ved udgangen af indkomståret. Ved udbetaling efter den 31. december 1982 af et indestående i fonden eller ordningen formindskes den opgjorte værdi af formuen ved udgangen af 1982 med værdien af den pågældendes indestående på dette tidspunkt. Ved opgørelsen af værdien af formuen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond ved udgangen af 1982 medregnes obligationer, pantebreve og andre fordringer i danske kroner til anskaffelsessummen, mens andre aktiver medregnes til handelsværdien ved udgangen af 1982. Ved opgørelsen af værdien af formuen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond ved udgangen af indkomståret medregnes samtlige aktiver til handelsværdien ved udgangen af indkomståret. Fast ejendom medregnes til den kontante handelsværdi.

Stk. 5. Hvis værdien af indeståendet på en konto som nævnt i stk. 1 og 2 ved udgangen af et indkomstår er nedbragt på grund af delvis udbetaling fra ordningen og denne udbetaling overstiger tilvæksten efter den 1. januar 1983, nedsættes den beregnede værdi af kontoen ved udgangen af 1982 med et beløb svarende til forskellen mellem udbetalingen og tilvæksten. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse ved delvis udbetaling til en kontohaver fra de ordninger, der er nævnt i stk. 4.

Stk. 6. Ved overførsel efter pensionsbeskatningslovens § 41 af en forsikrings- eller pensionsordning eller fra en konto i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. § 7 a i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, anvendes værdien af opsparingen henholdsvis livsforsikringshensættelsen m.v. ved udgangen af 1982, jf. stk. 1, 2 og 4, som udgangspunkt for beregning af fritagelse i den nye ordning. Det beløb, der danner grundlag for fritagelse i den nye ordning, kan dog aldrig overstige det faktisk overførte beløb. Stk. 5, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Ved overførsel af forsikrings- eller pensionsporteføljer mellem forsikringsselskaber eller pensionskasser finder tilsvarende regler anvendelse.