← Pensionsafkastbeskatningslov

§ Pensionsafkastbeskatningslov · kapitel 10 af 12

Kapitel 4 – Opkrævning m.v.

LOV nr 1535 af 19/12/2007

§ 21. De skattepligtige efter § 1, stk. 2, og forsikringsselskaber m.v., jf. dog § 22, der udbyder pensionsordninger omfattet af § 1, stk. 1, indgiver senest den 31. marts efter indkomstårets udløb en samlet opgørelse til told- og skatteforvaltningen af beskatningsgrundlaget og den skattepligtige del heraf samt af skatten for indkomståret. Af den beregnede endelige skat for indkomståret beregnes renter fra den 20. februar i året efter indkomståret, til betaling sker. Skatten med tillæg af beregnede renter indbetales samtidig med indsendelse af opgørelsen. Renten svarer til den rente, der er nævnt i § 27, stk. 5, for året efter indkomståret. Betales skatten for sent, beregnes renten efter 2. pkt. dog kun til sidste rettidige indbetalingsdag.

Stk. 2. Det påhviler det forsikringsselskab m.v., med hvilket pensionsordningen omfattet af § 1, stk. 1, er indgået, at opgøre beskatningsgrundlaget efter § 4, stk. 1-6, og indeholde skatten heraf inden tilførsel af midler til depot eller særlige bonushensættelser eller udbetaling af pensionisttillæg. Skatten opgøres for hver ordning. Forsikringsselskabet m.v. skal årligt underrette den skattepligtige om det beregnede skattebeløb for det foregående indkomstår efter regler, der fastsættes af skatteministeren.

§ 22. Pengeinstitutter, kreditinstitutter og kapitalpensionsfonde indgiver senest den 15. januar efter indkomstårets udløb en opgørelse til told- og skatteforvaltningen af beskatningsgrundlaget og den skattepligtige del heraf samt af skatten for hver af de skattepligtige pensionsordninger, der er nævnt i § 1, stk. 1. Opgørelsen for pensionsopsparingskonti efter pensionsbeskatningslovens §§ 12 eller 13, konti efter pensionsbeskatningslovens § 42, og rateopsparingskonti efter pensionsbeskatningslovens §§ 11 A, 15 A og 15 B, jf. § 11 A, og SP-konti, jf. lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, kan dog ske samlet. Skatten indbetales samtidig med indsendelsen af opgørelsen.

Stk. 2. Pengeinstituttet m.v. hæver skatten på den konto, som skatten vedrører, en uge før den sidste rettidige indbetalingsdag. Pengeinstituttet m.v. skal hæve beløbet, selv om der ikke måtte være dækning på den kontantkonto, der er knyttet til et værdipapirdepot. Kontohaveren forrenter det beløb, hvormed kontoen er overtrukket, med den udlånsrente, som er aftalt med penge- eller kreditinstituttet, fra 15 dage efter det tidspunkt, penge- eller kreditinstituttet har gjort kontohaveren skriftligt opmærksom på overtrækket, jf. 6. pkt. Denne renteudgift kan ikke fradrages ved opgørelsen af den pensionsberettigedes skattepligtige indkomst. Pengeinstituttet m.v. skal senest 8 uger efter skattens betaling underrette den skattepligtige om skattebeløbet efter regler, der fastsættes af skatteministeren. Er kontoen overtrukket, skal den pensionsberettigede samtidig have underretning fra pengeinstituttet m.v. om, med hvilket beløb kontoen er overtrukket.

§ 23. Ved ophævelse af en af de pensionsordninger, der er nævnt i § 1, stk. 1, i løbet af indkomståret skal forsikringsselskabet m.v. foretage en endelig opgørelse af beskatningsgrundlaget og den skattepligtige del heraf, jf. dog stk. 4. Forsikringsselskabet m.v. skal tilbageholde skatten og angive og indbetale den til told- og skatteforvaltningen inden for 3 hverdage, efter at forsikringsselskabet m.v. har udbetalt den skattepligtige ydelse. Hvor ophævelsen ikke medfører, at der sker udbetaling, skal det pågældende forsikringsselskab m.v. tilbageholde skatten og angive og indbetale den til told- og skatteforvaltningen, inden for 1 måned efter at forsikringsselskabet m.v. har fået kendskab til ophævelsen. Samtidig med indbetalingen af skatten giver forsikringsselskabet m.v. den skattepligtige underretning om indbetalingen efter regler, der fastsættes af skatteministeren. Ved den endelige opgørelse af beskatningsgrundlaget for en pensionsopsparingskonto anses et værdipapir for afstået på tidspunktet for ophævelse af kontoen for et beløb svarende til handelsværdien på ophævelsestidspunktet. Ved denne opgørelse skal der ud over forfaldne renter medregnes de renter, der på ophævelsestidspunktet er påløbne, men ikke forfaldne.

Stk. 2. Pengeinstitutter, kreditinstitutter og kapitalpensionsfonde angiver og indbetaler senest den 15. januar efter indkomstårets udløb den resterende skyldige skat efter stk. 1 med tillæg af beregnede renter efter stk. 3 til told- og skatteforvaltningen. For øvrige forsikringsselskaber m.v., der udbyder pensionsordninger omfattet af § 1, stk. 1, skal indbetalingen senest finde sted den 31. marts efter indkomstårets udløb. Samtidig indsendes opgørelse over beskatningsgrundlaget og den skattepligtige del heraf samt skatten for hver af de i § 1, stk. 1, nævnte skattepligtige pensionsordninger. Opgørelsen for pensionsopsparingskonti efter pensionsbeskatningslovens §§ 12 eller 13, og konti efter pensionsbeskatningslovens § 42, rateopsparingskonti efter pensionsbeskatningslovens §§ 11 A, 15 A og 15 B, jf. § 11 A, og SP-konti, jf. lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, kan dog ske samlet. Overskydende skattebeløb med tillæg af beregnede renter efter stk. 3 udbetales til forsikringsselskabet m.v.

Stk. 3. Hvis indbetaling af skatten ikke finder sted inden udløbet af den frist, der er nævnt i stk. 1, skal forsikringsselskaber m.v. svare renter fra fristens udløb til betaling sker. Renten svarer til renten efter opkrævningslovens § 7, stk. 1, jf. stk. 2. Betales skatten senere end de frister, der er nævnt i stk. 2, beregnes renten dog kun til denne dag. Betales skatten senere end de frister, der er nævnt i stk. 2, anvendes § 28.

Stk. 4. Stk. 1 finder ikke anvendelse ved ophævelse af en af de opsparingsordninger, der er nævnt i § 1, stk. 1, i forbindelse med en overførsel efter pensionsbeskatningslovens § 41, når overførslen sker inden for samme forsikringsselskab m.v. eller mellem to forsikringsselskaber m.v. I stedet indgiver forsikringsselskabet m.v. eller det forsikringsselskab m.v., hvortil ordningen er flyttet, opgørelse for perioden fra den 1. januar i indkomståret til og med den 31. december i indkomståret. 1. og 2. pkt. finder ikke anvendelse ved overførsel mellem et pensionsinstitut og et pengeinstitut bortset fra ved overførsler af SP-konti mellem ATP og pengeinstitutter og finder ikke anvendelse ved overførsel mellem to pensionsinstitutter, hvis det pensionsinstitut, hvorfra overførslen sker, har valgt at foretage endelig opgørelse efter stk. 1.

§ 24. Når skattepligten for de skattepligtige, der er nævnt i § 1, stk. 2, ophører, skal der senest 3 måneder efter ophøret indgives endelig opgørelse af beskatningsgrundlaget og den skattepligtige del heraf samt af skatten for det løbende indkomstår og for det foregående indkomstår til told- og skatteforvaltningen, hvis der ikke er indgivet endelig opgørelse for dette. Skyldige skattebeløb med tillæg af eventuelle renter efter stk. 2 indbetales samtidig med indsendelse af opgørelserne. Ved den endelige opgørelse af beskatningsgrundlaget anses et værdipapir for afstået på tidspunktet for skattepligtens ophør for et beløb svarende til handelsværdien på ophørstidspunktet.

Stk. 2. Af den beregnede endelige skat for det foregående indkomstår beregnes der renter fra den 20. februar i det løbende indkomstår, til betaling sker. Renten svarer til den rente, der er nævnt i § 27, stk. 5, for det løbende indkomstår. Betales skatten for sent, beregnes renten efter 1. pkt. dog kun til den sidste rettidige indbetalingsdag. Ved rettidig betaling af skatten for det løbende indkomstår beregnes der ikke renter. Hvis indbetaling af skatten ikke finder sted inden udløbet af den frist, der er nævnt i stk. 1, beregnes renter efter § 28 til betaling sker.

§ 25. Henstår der ved udgangen af det indkomstår, hvori en af de pensionsordninger, der er nævnt i § 1, stk. 1, ophører, eller hvori skattepligten for en af de skattepligtige, der er nævnt i § 1, stk. 2, ophører, en negativ skat, jf. § 17, der ikke kan udnyttes til fradrag i skat for efterfølgende indkomstår, og som ikke kan udbetales efter § 17, stk. 2-5, kan et beløb, der svarer til den negative skat, udbetales til ordningen eller institutionen, jf. dog stk. 2. Der kan dog højst udbetales et beløb svarende til den skat efter denne lov og den afgift efter realrenteafgiftsloven, der er betalt for de 5 indkomstår umiddelbart forud for det første af de år, for hvilke der foreligger uudnyttet negativ skat.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse ved ophør af en af de opsparingsordninger, der er nævnt i § 1, stk. 1, i forbindelse med en overførsel efter pensionsbeskatningslovens § 41, når overførslen sker inden for samme forsikringsselskab m.v. eller mellem to forsikringsselskaber m.v. I stedet kan den negative skat udnyttes til fradrag i skat for efterfølgende år i den nyoprettede ordning eller den bestående ordning, hvortil den oprindelige ordning er overført.

Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse ved overførsel mellem et pensionsinstitut og et pengeinstitut. Stk. 2 finder heller ikke anvendelse ved overførsel mellem to pensionsinstitutter, hvis det pensionsinstitut, hvorfra overførslen sker, foretager endelig opgørelse efter § 23, stk. 1.

§ 26. Hvis den seneste frist for indsendelse af opgørelse og indbetaling af skat falder på en dansk helligdag eller en lørdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Stk. 2. For udenlandske forsikringsselskaber m.v. uden fast driftssted i Danmark, der udbyder pensionsordninger til personer, som er fuldt skattepligtige til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, og som ikke anses for hjemmehørende i en fremmed stat, i Grønland eller på Færøerne efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst, forlænges fristen til den følgende hverdag, hvis den seneste frist for indsendelse af opgørelse og indbetaling af skat falder på en helligdag eller en lørdag i det land, hvor selskabet m.v. har hjemsted.

§ 27. Told- og skatteforvaltningen kontrollerer opgørelserne og skatteberegningerne efter §§ 21-25. Anser told- og skatteforvaltningen den endelige opgørelse eller beregning efter §§ 21-25 for urigtig, kan forvaltningen ændre opgørelsen og beregningen.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen underretter den, der har indsendt opgørelsen, om eventuelle ændringer af skatten og om begrundelsen for ændringen samt om adgangen til at klage til Landsskatteretten. Er der tale om ændring af skatten for pensionsordninger, der er nævnt i § 1, stk. 1, videresender forsikringsselskabet m.v. meddelelsen til den skattepligtige, inden 4 uger efter at forsikringsselskabet m.v. har modtaget underretning om ændringen af skatten.

Stk. 3. Anser en skattepligtig pensionsberettiget den af forsikringsselskabet m.v. foretagne opgørelse af beskatningsgrundlaget eller beregning af skatten for urigtig, kan den skattepligtige indbringe spørgsmålet for Landsskatteretten senest 3 måneder efter modtagelsen af underretning efter §§ 21 og 22 og § 23, stk. 1. Den pensionsberettigede skal vedlægge en erklæring fra forsikringsselskabet m.v. om beregningen af skatten og anføre, på hvilke punkter den pensionsberettigede mener at skatten er opgjort forkert, og forsikringsselskabet m.v.s kommentarer hertil.

Stk. 4. Medfører en ændring, at et endeligt skattebeløb nedsættes, tilbagebetales for meget indbetalt skat inden 6 uger fra afgørelsen. Yderligere skattebeløb skal indbetales inden 6 uger efter meddelelsen fra told- og skatteforvaltningen om den ændrede skat.

Stk. 5. Ændres et skattebeløb, forrentes forskelsbeløbet fra den 1. januar i året efter indkomståret, til betaling sker. Renten for et indkomstår, som forrentningen vedrører, beregnes som et simpelt gennemsnit af de af OMX, den Nordiske Børs, København, dagligt opgjorte effektive renter i de første 7 måneder af året forud for indkomståret af obligationer med en restløbetid på over 5 år. Betales den yderligere skat efter den frist, der er nævnt i stk. 4, beregnes denne rente dog kun til sidste rettidige indbetalingsdag.

§ 28. Hvis skatten med tillæg eller fradrag af eventuelle renter ikke er betalt rettidigt, skal der betales renter fra sidste rettidige indbetalingsdag, til betaling sker. Renten svarer til den rente, der er fastsat i § 7, stk. 1, jf. stk. 2, i opkrævningsloven.

Stk. 2. Renter efter stk. 1 kan ikke fradrages i beskatningsgrundlaget.

Stk. 3. Ved tilbagebetaling efter fristen i § 27, stk. 4, af for meget indbetalt skat med tillæg af renter efter § 27, stk. 5, betales en rente, der svarer til den rente, der er fastsat i § 7, stk. 1, jf. stk. 2, i opkrævningsloven.

Stk. 4. Opkrævningslovens kapitel 5 finder anvendelse på opkrævningen af betalinger og udbetalinger omfattet af denne lov.

§ 29. Hvis opgørelserne efter §§ 21-24 ikke indgives rettidigt, opgør told- og skatteforvaltningen beskatningsgrundlaget og den skattepligtige del heraf skønsmæssigt.

Stk. 2. Er skatten opgjort skønsmæssigt efter stk. 1, betales renter efter § 28 fra den sidste rettidige indbetalingsdag efter §§ 21-24 og 26, til betaling sker.

Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen kan pålægge de skattepligtige efter § 1, stk. 2, forsikringsselskaber m.v., der udbyder pensionsordninger omfattet af § 1, stk. 1, investeringsforeninger samt skattepligtige omfattet af § 1, stk. 1, inden en nærmere angiven frist at give de oplysninger, som forvaltningen har brug for ved kontrollen med opgørelsen af skatten efter §§ 21-24.

Stk. 4. Indsendes opgørelserne efter §§ 21-24 eller oplysningerne efter stk. 3 ikke rettidigt, kan skatteministeren som tvangsmiddel pålægge den, der skal indsende opgørelsen eller oplysningerne, daglige eller ugentlige bøder, indtil opgørelserne eller oplysningerne fremkommer.

§ 30. Hvis en skattepligtig ikke rettidigt giver pengeinstituttet oplysning om værdierne efter § 15, stk. 7, og § 16, stk. 3, skal pengeinstituttet i forbindelse med indgivelsen af opgørelsen efter § 22 orientere told- og skatteforvaltningen om, at oplysning om de nævnte værdier ikke er modtaget. Told- og skatteforvaltningen sender herefter en meddelelse til den skattepligtige om, at denne ikke rettidigt har indsendt oplysning om værdierne efter § 15, stk. 7, og § 16, stk. 3, til pengeinstituttet, og orienterer pengeinstituttet herom. Den skattepligtige skal senest 1 måned efter meddelelsens datering give pengeinstituttet oplysning om værdierne efter § 15, stk. 7, og § 16, stk. 3.

§ 31. Skatteministeren kan fastsætte regler om lovens administration, herunder om

  1. det regnskabsmæssige grundlag for udarbejdelsen af opgørelsen efter §§ 21-24,

  2. hvilke oplysninger der skal meddeles told- og skatteforvaltningen til brug for opgørelsen af beskatningsgrundlaget og den skattepligtige del heraf, samt den form, i hvilken disse oplysninger skal gives,

  3. omregning af anskaffelsessummer og afhændelsessummer til kontantværdi, jf. § 15, stk. 3,

  4. tilpasningen af beskatningsgrundlaget og den skattepligtige del heraf,

  5. tilpasning af fristen for indsendelse af opgørelse og skat og tilpasning af forrentningen heraf ved flytning af en ordning til eller fra et forsikringsselskab m.v.,

  6. tilpasning af, hvem det påhviler at indbetale skatten,

  7. videregivelse af oplysninger mellem forsikringsselskaber m.v. til brug ved skatteberegningen i forbindelse med overførsler som nævnt i § 10, stk. 6, og

  8. modregning af negativ skat efter § 25 ved indbetaling af skat efter § 23 eller afgift efter § 38 i pensionsbeskatningsloven, herunder om forsikringsselskabers m.v. hæftelse for beløb modregnet i strid med § 25, samt forrentning af disse.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen kan fastsætte regler om, at der ikke skal indbetales skat for pensionsberettigede, der ikke er fuldt skattepligtige her til landet efter kildeskattelovens § 1.

§ 32. Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt

  1. afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for skattekontrollen,

  2. undlader at indgive opgørelse efter §§ 21-24 eller

  3. undlader at indbetale skatten rettidigt.

Stk. 2. Den, der begår en af de nævnte overtrædelser med forsæt til at unddrage statskassen skat, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 3. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 33. Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan told- og skatteforvaltningen tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, hvis denne erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2. Med hensyn til den tilkendegivelse, der er nævnt i stk. 1, finder retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

§ 34. Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelserne i denne lov kan ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf.