Pensionsafkastbeskatningslov § 27
§ 27. Told- og skatteforvaltningen kontrollerer opgørelserne og skatteberegningerne efter §§ 21-25. Anser told- og skatteforvaltningen den endelige opgørelse eller beregning efter §§ 21-25 for urigtig, kan forvaltningen ændre opgørelsen og beregningen.
Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen underretter den, der har indsendt opgørelsen, om eventuelle ændringer af skatten og om begrundelsen for ændringen samt om adgangen til at klage til Landsskatteretten. Er der tale om ændring af skatten for pensionsordninger, der er nævnt i § 1, stk. 1, videresender forsikringsselskabet m.v. meddelelsen til den skattepligtige, inden 4 uger efter at forsikringsselskabet m.v. har modtaget underretning om ændringen af skatten.
Stk. 3. Anser en skattepligtig pensionsberettiget den af forsikringsselskabet m.v. foretagne opgørelse af beskatningsgrundlaget eller beregning af skatten for urigtig, kan den skattepligtige indbringe spørgsmålet for Landsskatteretten senest 3 måneder efter modtagelsen af underretning efter §§ 21 og 22 og § 23, stk. 1. Den pensionsberettigede skal vedlægge en erklæring fra forsikringsselskabet m.v. om beregningen af skatten og anføre, på hvilke punkter den pensionsberettigede mener at skatten er opgjort forkert, og forsikringsselskabet m.v.s kommentarer hertil.
Stk. 4. Medfører en ændring, at et endeligt skattebeløb nedsættes, tilbagebetales for meget indbetalt skat inden 6 uger fra afgørelsen. Yderligere skattebeløb skal indbetales inden 6 uger efter meddelelsen fra told- og skatteforvaltningen om den ændrede skat.
Stk. 5. Ændres et skattebeløb, forrentes forskelsbeløbet fra den 1. januar i året efter indkomståret, til betaling sker. Renten for et indkomstår, som forrentningen vedrører, beregnes som et simpelt gennemsnit af de af OMX, den Nordiske Børs, København, dagligt opgjorte effektive renter i de første 7 måneder af året forud for indkomståret af obligationer med en restløbetid på over 5 år. Betales den yderligere skat efter den frist, der er nævnt i stk. 4, beregnes denne rente dog kun til sidste rettidige indbetalingsdag.
Kilde: Retsinformation.dk