§ Lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. · kapitel 9 af 14
Kapitel 2 – Uddannelsessøgende og deltagere, der har ret til rabat
LOV nr 578 af 09/06/2006
§ 2. Uddannelsessøgende og deltagere har efter ansøgning ret til rabat ved køb af abonnementskort til befordring med bus, tog og metro i den offentlige servicetrafik, når de gennemgår uddannelse eller deltager i undervisningsforløb i medfør af
-
lov om uddannelsen til studentereksamen (stx) (gymnasieloven),
-
lov om uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf-loven),
-
lov om uddannelsen til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx),
-
lov om erhvervsuddannelser,
-
lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser,
-
lov om landbrugsuddannelser,
-
lov om erhvervsgrunduddannelse m.v.,
-
lov om fodterapeuter,
-
lov om brobygningsforløb til ungdomsuddannelse,
-
lov om produktionsskoler,
-
lov om almen voksenuddannelse eller
-
lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne.
Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at andre end de uddannelsessøgende og deltagere, der er nævnt i stk. 1, har ret til rabat.
Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at anden persontrafik samt anden offentlig servicetrafik og befordring til og fra udlandet er omfattet af stk. 1.
§ 3. Det er en betingelse for at få rabat, at uddannelse og undervisningsforløb efter § 2, stk. 1, er tilrettelagt som heltidsundervisning, jf. dog § 9, stk. 2.
Stk. 2. Retten til rabat gælder kun for måneder, hvor der efter uddannelsesstedets undervisningsplan tilbydes undervisning eller eksamen.
Stk. 3. Deltagere i produktionsskoleforløb efter lov om produktionsskoler, jf. § 2, stk. 1, nr. 10, har ikke ret til rabat, hvis deltageren er aktiveret i henhold til lov om aktiv socialpolitik eller lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.
Stk. 4. Deltagere i enkeltfagsundervisning, almen voksenuddannelse og forberedende voksenuddannelse i medfør af de i § 2 nævnte uddannelser og undervisningsforløb har ret til rabat, hvis undervisningen samlet er tilrettelagt som heltidsundervisning på mindst 23 timer ugentligt over en sammenhængende periode af mindst 3 måneders varighed, eller hvis uddannelsen er berettigende til støtte efter lov om statens uddannelsesstøtte og de i medfør heraf udstedte regler, jf. dog § 9, stk. 2.
Stk. 5. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, hvornår deltagere i brobygningsforløb har ret til befordringsrabat.
§ 4. Det er en betingelse for at få rabat, at den uddannelsessøgende og deltageren
-
ikke samtidig er indskrevet som studerende ved en videregående uddannelsesinstitution,
-
ikke samtidig kan få befordringsgodtgørelse el.lign. i henhold til andre regler,
-
ikke modtager løn fra praktikvirksomheden i skoleperioden,
-
ikke er i lønnet praktik og
-
er studieaktiv.
Stk. 2. Uddannelsesstedet træffer afgørelse om, hvorvidt den uddannelsessøgende eller deltageren er studieaktiv.
Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne i stk. 1.
§ 5. Styrelsen træffer afgørelse om, hvilke uddannelsessøgende og deltagere der har ret til rabat, og sender meddelelse herom til de pågældende. Afgørelse om befordringsrabat træffes på baggrund af oplysninger fra uddannelsesstedet.