← Lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v.

§ Lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. · kapitel 16 af 20

Kapitel 6 – Tilskud til elever og kursister samt deltagerbetaling

LOV nr 575 af 09/06/2006

Tilskud til specialpædagogisk bistand

§ 44. Undervisningsministeren kan yde særlige tilskud til institutionernes udgifter til elever og kursister, der efter gymnasieloven, hf-loven, lov om erhvervsuddannelser, lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser, lov om landbrugsuddannelser og lov om uddannelserne til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx) skal have tilbud om specialpædagogisk bistand.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om administration af de særlige tilskud til de i stk. 1 nævnte udgifter, herunder om ansøgning, indhentede sagkyndige udtalelser, frister, tildeling, udbetaling, udbetaling af forskud til og tilbagebetaling fra institutionerne samt refusion af udgifter, som institutionerne har afholdt i overensstemmelse med tildelingen. Undervisningsministeren kan bestemme, at tilskud administreres af Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte, samt at de enkelte institutioner skal indsende nødvendige oplysninger til styrelsen i forbindelse med tildeling og kontrol af tilskud, herunder at oplysningerne skal gives i elektronisk form.

Tilskud til undervisning i udlandet

§ 45. Undervisningsministeren kan til gymnasieelever med bopæl i Danmark, der har gennemført 1. år af uddannelsen til studentereksamen ved en dansk uddannelsesinstitution, give tilskud til dækning af betaling for undervisning i udlandet, der sigter mod en tilsvarende international eksamen, som er adgangsgivende til videregående uddannelser i Danmark. Tilskuddet udgør det gennemsnitlige tilskud pr. årselev til private gymnasieskoler, dog højst den faktiske betaling for undervisningen, jf. § 8, stk. 3, og § 30 i lov om private gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen (hf-kurser). Undervisningsministeren kan bestemme, at tilskud administreres af en styrelse under ministeriet, og at klager over styrelsens afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Indehavere af forældremyndigheden over eleven eller eleven, hvis den pågældende ikke er undergivet forældremyndighed, skal umiddelbart før ansøgningstidspunktet have haft fast ophold i Danmark i en sammenhængende periode på 2 år. Tilskud kan ikke gives, hvis forældremyndighedens indehavere er udsendt i udenrigstjenesten eller ansat ved De Europæiske Fællesskaber.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om administrationen af de i stk. 1 nævnte tilskud og om betingelser for, at elever kan modtage tilskud, herunder om ansøgning, frister for ansøgning, tilskudsperiode, studieaktivitet og tilskuddets størrelse, udbetaling og tilbagebetaling.

Deltagerbetaling m.v.

§ 46. Undervisningen på selvejende institutioner inden for den offentlige forvaltning, der udbyder uddannelsen til studentereksamen, herunder 2-årigt studenterkursus, og den 2-årige uddannelse til højere forberedelseseksamen, er vederlagsfri, jf. dog stk. 8.

Stk. 2. Elever og kursister, der har tilmeldt sig en særlig ordning efter § 17, stk. 1, i gymnasieloven og § 13 i hf-loven, kan afkræves betaling for egen rejse, eget ophold og egen forplejning i forbindelse med dette udlandsophold. Der kan ikke kræves betaling af eleverne for udgifter, der vedrører undervisningen eller lærernes deltagelse. Hjælp til afholdelse af omkostninger, der er forbundet med undervisningen i udlandet, skal komme samtlige deltagere til gode, medmindre der er tale om rabatter, legater el. lign., der efter givers bestemmelse er ydet til bestemte af deltagerne. Undervisningsministeren kan fastsætte maksimum for det beløb, en elev kan afkræves for et udlandsophold.

Stk. 3. Elever og kursister kan afkræves betaling for deltagelse i ekskursioner m.v., jf. § 16 i gymnasieloven og § 12 i hf-loven, der indgår som en del af undervisningen. Der kan dog ikke kræves betaling for udgifter, der vedrører undervisningen eller lærernes deltagelse. Rabat ydet i form af frirejser el. lign. skal komme samtlige deltagere til gode.

Stk. 4. Ekskursioner m.v. med en deltagerbetaling, der alene vedrører forplejning og højst udgør 50 kr. (1998-niveau) pr. påbegyndt døgn pr. deltager, er omfattet af undervisningsministerens regler om mødepligt. En elev eller kursist kan ikke udelukkes fra deltagelse heri på grund af manglende erlæggelse af deltagerbetaling.

Stk. 5. Deltagelse i ekskursioner m.v. med en deltagerbetaling, der vedrører andet end forplejning eller udgør mere end 50 kr. (1998-niveau) pr. påbegyndt døgn pr. deltager, er frivillig for den enkelte elev/kursist, og skolen skal tilbyde alternativ undervisning til elever/kursister, der ikke deltager.

Stk. 6. Det i stk. 4 og 5 nævnte beløb reguleres hvert år med virkning fra den 1. august med satsreguleringsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det fremkomne beløb afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 10. Reguleringen sker på grundlag af den på reguleringstidspunktet gældende grænse før afrunding. Når reguleringen efter afrunding giver anledning til en forhøjelse eller nedsættelse af beløbet, bekendtgøres dette af undervisningsministeren.

Stk. 7. De undervisningsmidler, der er nødvendige for undervisningen, skal af institutionen stilles til rådighed for eleverne og kursisterne uden betaling, jf. dog stk. 8.

Stk. 8. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at elever og kursister i begrænset omfang selv anskaffer undervisningsmidler. Betaling for fotokopier til undervisningsbrug kan fastsættes som en gennemsnitsbetaling for institutionens elever og kursister eller for grupper af elever og kursister på institutionen.

§ 47. Kursisterne ved enkeltfagsundervisning til højere forberedelseseksamen og studentereksamen skal for alle fag betale for at deltage i undervisning og prøver, og selvstuderende skal betale for at gå til prøve. Deltagerbetalingens størrelse er den pr. 31. december 2006 fastsatte, der er gældende, indtil institutionerne overgår til taxameterfinansiering. Undervisningsministeren fastsætter regler om deltagerbetalingen.

Stk. 2. Til kursister, som får udstedt bevis for en samlet enkeltfagseksamen, tilbagebetales deltagerbetalingen, jf. stk. 1, med fradrag af tilskud til deltagerbetaling, der er ydet i henhold til lov om statens uddannelsesstøtte eller lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU).

Stk. 3. Til hf-enkeltfagskursister, som får udstedt bevis for bestået prøve i hvert fag i en fagpakke, der er adgangsgivende til mellemlange videregående uddannelser, tilbagebetales deltagerbetalingen, jf. stk. 1, for de fag, der indgår i fagpakken, med fradrag af tilskud til deltagerbetaling, der er ydet i henhold til lov om statens uddannelsesstøtte eller lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU).

Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter regler om tilbagebetaling af deltagerbetalingen, herunder om krav til dokumentation som betingelse for tilbagebetalingen, og om tilbagebetaling til enkeltfagskursister, der får udstedt bevis for bestået prøve i hvert fag i en fagpakke.

Stk. 5. Indbetaling af deltagerbetaling for det pågældende fag, jf. stk. 1, er en betingelse for at kunne deltage i undervisning og prøver.

§ 48. Kursisterne på almen voksenuddannelse skal efter regler fastsat af undervisningsministeren for alle fag betale for at deltage i undervisning og prøver, og selvstuderende skal betale for at gå til prøve. For fagene dansk, matematik og engelsk samt dansk som andetsprog udgør deltagerbetalingen 100 kr. pr. fag. For de øvrige fag er deltagerbetalingen den pr. 31. december 2006 for det enkelte voksenuddannelsescenter fastsatte, der er gældende, indtil institutionerne overgår til taxameterfinansiering.

Stk. 2. Det i stk. 1, 2. pkt., nævnte beløb reguleres hvert år med virkning fra den 1. august med satsreguleringsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent, jf. dog stk. 3. Det fremkomne beløb afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 10. Reguleringen sker på grundlag af det på reguleringstidspunktet gældende beløb før afrunding. Når reguleringen efter afrunding giver anledning til en forhøjelse eller nedsættelse af beløbet, bekendtgøres dette af undervisningsministeren.

Stk. 3. Det i stk. 1, 2. pkt., nævnte beløb reguleres ikke i 2006.

Stk. 4. Indbetaling af deltagerbetaling for det pågældende fag, jf. stk. 1, er en betingelse for at kunne deltage i undervisning og prøver.

§ 49. Bestemmelserne i § 46, stk. 7 og 8, gælder tilsvarende for kursister på almen voksenuddannelse.