Lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. § 45
§ 45. Undervisningsministeren kan til gymnasieelever med bopæl i Danmark, der har gennemført 1. år af uddannelsen til studentereksamen ved en dansk uddannelsesinstitution, give tilskud til dækning af betaling for undervisning i udlandet, der sigter mod en tilsvarende international eksamen, som er adgangsgivende til videregående uddannelser i Danmark. Tilskuddet udgør det gennemsnitlige tilskud pr. årselev til private gymnasieskoler, dog højst den faktiske betaling for undervisningen, jf. § 8, stk. 3, og § 30 i lov om private gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen (hf-kurser). Undervisningsministeren kan bestemme, at tilskud administreres af en styrelse under ministeriet, og at klager over styrelsens afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Indehavere af forældremyndigheden over eleven eller eleven, hvis den pågældende ikke er undergivet forældremyndighed, skal umiddelbart før ansøgningstidspunktet have haft fast ophold i Danmark i en sammenhængende periode på 2 år. Tilskud kan ikke gives, hvis forældremyndighedens indehavere er udsendt i udenrigstjenesten eller ansat ved De Europæiske Fællesskaber.
Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om administrationen af de i stk. 1 nævnte tilskud og om betingelser for, at elever kan modtage tilskud, herunder om ansøgning, frister for ansøgning, tilskudsperiode, studieaktivitet og tilskuddets størrelse, udbetaling og tilbagebetaling.
Deltagerbetaling m.v.
Kilde: Retsinformation.dk