← Lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v.

§ Lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. · kapitel 13 af 20

Kapitel 3 – Kapacitetsstyring m.v.

LOV nr 575 af 09/06/2006

§ 8. Undervisningsministeren sikrer gymnasiekapaciteten og kursuskapaciteten til det 2-årige hf og hf-enkeltfag i et sådant omfang, at alle ansøgere, der opfylder optagelsesbetingelserne efter kapitel 2 i gymnasieloven og i §§ 6 og 7 i hf-loven, kan optages, og at alle, der har påbegyndt en uddannelse til studentereksamen eller en uddannelse til højere forberedelseseksamen, kan fuldføre denne.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan efter indstilling fra et eller flere regionsråd og efter høring af den enkelte institution midlertidigt fastlægge et kapacitetsloft for en eller flere institutioner, der er godkendt til at udbyde uddannelsen til studentereksamen eller uddannelsen til højere forberedelseseksamen, med henblik på at sikre en hensigtsmæssig udnyttelse af den eksisterende samlede kapacitet.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om koordinering af undervisningstilbuddet i bestemte fag, der er nødvendige for optagelse til videregående uddannelse, samt pålægge institutionerne at oprette undervisning i sådanne fag.

§ 9. Undervisningsministeren godkender den stedlige placering af uddannelsessteder for uddannelsen til studentereksamen og uddannelsen til højere forberedelseseksamen, jf. § 11.

Stk. 2. Nedlægges et uddannelsessted, hvor uddannelsen til studentereksamen eller uddannelsen til højere forberedelseseksamen udbydes, kan undervisningsministeren pålægge en institution at optage alle eller en del af de elever eller kursister, som har påbegyndt uddannelsen til studentereksamen eller uddannelsen til højere forberedelseseksamen på det nedlagte uddannelsessted.

Regionsrådets opgaver

§ 10. Regionsrådet koordinerer den samlede indsats i regionen for at sikre sammenhæng i udbuddet af ungdomsuddannelser, herunder for så vidt angår den geografiske placering af udbuddet og kapaciteten på uddannelserne, med henblik på, at der er et tilstrækkeligt og varieret uddannelsestilbud til alle unge og voksne i regionen. Regionsrådets koordinering sker i samarbejde med alle selvejende institutioner, der er godkendt til at udbyde en eller flere ungdomsuddannelser i regionen, bortset fra private gymnasieskoler, private studenterkurser og private hf-kurser.

Stk. 2. Regionsrådet skal i samarbejde med alle voksenuddannelsescentre i regionen koordinere indsatsen, herunder for så vidt angår den stedlige placering af udbuddet i regionen og kapaciteten, med henblik på, at der er et tilstrækkeligt og varieret voksenuddannelsestilbud til alle. Voksenuddannelsescentre og andre udbydere af almen voksenuddannelse, forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, bortset fra private gymnasieskoler, private studenterkurser og private hf-kurser, skal samarbejde med regionsrådet om koordineringen.

Stk. 3. Med henblik på at understøtte regionens udviklingsplan kan regionsrådet efter ansøgning fra en godkendt institution, jf. § 1, stk. 1, yde formåls- og tidsbestemte udviklingstilskud, herunder anlægstilskud, til bl.a. efteruddannelse, information, udvikling af fag, valgfag og mere specialiserede studieretninger til de ungdomsuddannelser, der er nævnt i § 13, stk. 2, og til almen voksenuddannelse, forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne samt tilskud til udvikling af en institution i et landdistrikt eller udkantsområde. På Bornholm varetages regionsrådets opgave dog af kommunalbestyrelsen.

§ 11. Regionsrådet afgiver indstilling til undervisningsministeren om den stedlige placering i regionen af nye uddannelsessteder for uddannelsen til studentereksamen og uddannelsen til højere forberedelseseksamen.

§ 12. Regionsrådet har efter bestemmelserne i stk. 2-4 til opgave i samarbejde med de i § 14 nævnte samarbejdende institutioner at koordinere fordelingen af elever og kursister på uddannelsen til studentereksamen henholdsvis højere forberedelseseksamen.

Stk. 2. Regionsrådet nedsætter et fordelingsudvalg for hvert af de geografiske områder, der i forhold til uddannelsesstederne ligger i en passende geografisk afstand fra de unge uddannelsessøgendes bopæl, jf. § 14, stk. 1. Fordelingsudvalget består af 1-2 repræsentanter for regionsrådet og af lederne af de institutioner, der deltager i de forpligtende samarbejder efter § 14, stk. 1, dog ikke lederne af studenterkurser, samt af lederne af de private gymnasieskoler og hf-kurser i det pågældende geografiske område. Fordelingsudvalget kan bestemme, at ledere af institutioner for erhvervsrettet uddannelse inden for det pågældende geografiske område kan være medlemmer af udvalget.

Stk. 3. Fordelingsudvalget foretager fordelingen af ansøgere, når antallet af ansøgere til en bestemt uddannelse ved en institution overstiger den fastsatte kapacitet for den pågældende uddannelse.

Stk. 4. Regionen stiller sekretariatsmæssig betjening til rådighed for fordelingsudvalgene.

Stk. 5. Undervisningsministeren fastsætter regler om fordelingen af elever og kursister mellem institutionerne, herunder om fordelingsudvalg, og om henvisning af elever til institutioner godkendt efter lov om private gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen (hf-kurser).

Samarbejder mellem institutioner

§ 13. De institutioner, der er godkendt til at udbyde uddannelsen til studentereksamen og uddannelsen til højere forberedelseseksamen i regionen, samarbejder gennem de i § 14, stk. 1 og 2, nævnte forpligtende samarbejder med regionsrådet og med andre institutioner, som udbyder de i stk. 2 nævnte uddannelser i regionen om den i § 10, stk. 1, nævnte koordinering.

Stk. 2. Koordineringen omfatter:

  1. Uddannelsen til studentereksamen.

  2. Uddannelsen til højere forberedelseseksamen.

  3. Uddannelsen til højere handelseksamen.

  4. Uddannelsen til højere teknisk eksamen.

  5. Grundforløbene i erhvervsuddannelserne.

  6. Grunduddannelsen til landmand.

  7. De grundlæggende social- og sundhedsuddannelser.

§ 14. En institution, der er godkendt til at udbyde uddannelsen til studentereksamen eller uddannelsen til højere forberedelseseksamen, skal forpligtende samarbejde med andre institutioner, der er godkendt til at udbyde uddannelsen til studentereksamen eller uddannelsen til højere forberedelseseksamen, om at sikre et tilstrækkeligt og varieret tilbud af studieretninger og valgfag, herunder mere specialiserede studieretninger, til de unge i overensstemmelse med bestemmelserne herom i gymnasieloven og hf-loven. Et forpligtende samarbejde skal omfatte alle institutioner, der er godkendt til at udbyde uddannelsen til studentereksamen eller uddannelsen til højere forberedelseseksamen inden for et geografisk område, der i forhold til uddannelsesstederne ligger i en passende geografisk afstand fra de unge uddannelsessøgendes bopæl.

Stk. 2. Et forpligtende samarbejde omfatter koordineringen af institutionernes kapacitet, udbud af studieretninger, valgfag og elev- og kursistfordeling, jf. § 12, og omfatter i øvrigt samarbejde med regionsrådet og med andre institutioner om koordinering efter § 10, stk. 1.

Stk. 3. Regionsrådet godkender efter indstilling fra institutionerne de forpligtende samarbejder efter stk. 1 og 2. Hvis regionsrådet finder det nødvendigt af hensyn til opfyldelsen af institutionernes forpligtelser efter stk. 1 og 2, kan rådet påbyde bestemte institutioner at indgå i et forpligtende samarbejde med hinanden.

Stk. 4. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om de forpligtende samarbejder efter stk. 1 og 2 og om regionsrådets udøvelse af dets beføjelser efter stk. 3.

Stk. 5. Finansieringen af de forpligtende samarbejder påhviler de deltagende institutioner.

§ 15. Voksenuddannelsescentrene samarbejder med andre voksenuddannelsescentre, institutioner godkendt efter lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse og andre uddannelsesinstitutioner i et lokalt fællesskab. Samarbejdet har til formål at sikre, at institutionerne udnytter deres ressourcer bedst muligt, og at de informerer og vejleder samordnet om deres samlede uddannelsesudbud. Samarbejdet kan angå udbuddet af uddannelser.

Stk. 2. Som led i samarbejdet danner institutionerne et lokalt fælles samarbejdsforum, som mødes mindst en gang hvert kvartal og mindst to gange om året med regionsrådet, jf. § 10, stk. 2.