Lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. § 8
§ 8. Undervisningsministeren sikrer gymnasiekapaciteten og kursuskapaciteten til det 2-årige hf og hf-enkeltfag i et sådant omfang, at alle ansøgere, der opfylder optagelsesbetingelserne efter kapitel 2 i gymnasieloven og i §§ 6 og 7 i hf-loven, kan optages, og at alle, der har påbegyndt en uddannelse til studentereksamen eller en uddannelse til højere forberedelseseksamen, kan fuldføre denne.
Stk. 2. Undervisningsministeren kan efter indstilling fra et eller flere regionsråd og efter høring af den enkelte institution midlertidigt fastlægge et kapacitetsloft for en eller flere institutioner, der er godkendt til at udbyde uddannelsen til studentereksamen eller uddannelsen til højere forberedelseseksamen, med henblik på at sikre en hensigtsmæssig udnyttelse af den eksisterende samlede kapacitet.
Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om koordinering af undervisningstilbuddet i bestemte fag, der er nødvendige for optagelse til videregående uddannelse, samt pålægge institutionerne at oprette undervisning i sådanne fag.
Kilde: Retsinformation.dk